MTB-NEPAL 2013

Farvel til Nepal... (Skrevet af Hanne Nedergaard)
Allerede i september 2012 var rejsen bestilt, og vi var klar til at rejse til et fuldstændigt ukendt område af verden. Ukendt for os i hvert fald! Vi havde bestilt en 14 dages cykelrejse til Nepal med Bike Italien. Det var helt uvirkeligt. Nu er vi kommet hjem, og vi har stadig denne fornemmelse af uvirkelighed siddende i kroppen. Uvirkelig, fordi denne rejse var en kæmpe oplevelse! Et Indiana-Jones-lignende eventyr udspillede sig i 14 fantastiske dage sammen med en flok cykelmotionister fra Italien og Danmark. Vi cyklede igennem nærmest ufremkommelige landskaber, hvor 8.000 meter bjerge tårnede sig op på den ene side, og dybe afgrunde svimlede på den anden, på et underlag, der skulle vise sig at være hovedvejen mellem Pokhara og Jomsom - den kunne ikke matche selv de dårligste grusveje i Danmark! Sten og huller i alle størrelser begrænsede os til en gennemsnitsfart på omkring 6 – 8 km i timen, Dette var en færdselsåre, der blev betjent af busser, 4 hjuls trækkere, heste, æsler, geder og så os cyklister. Vi cyklede igennem landskaber, hvor ingen trekkere nogen sinde havde sat deres ben, og vi mødte de mest imødekommende mennesker, der trods deres åbenlyse hårde arbejde var klar til at kommunikere med os. Vi kæmpede os op på høje bjerge (max. 3.800 m), og netop på grund af vejforholdene (bidende modvind) kæmpede vi os også ned igen! Igennem de smukkeste landskaber, hvor alle vore sanser blev stimuleret og adrenalinen konstant galopperede rundt i kroppen!

Turen er meget svær at beskrive (i korte vendinger) – vi var havnet i kontrasternes land! Kontrasten mellem nutid og datid og med en teknologi, der blev anvendt i vort bondesamfund for 150 år siden. Uden konstant elektricitet og andre fornødenheder, men hvor alle nepalesere med respekt for sig selv har en mobiltelefon; ja selv bjergbønderne i Annapurna! Kontrasten mellem den ultimative skønhed og Nepals uoverskuelige affaldsproblem…!

Kontrasten mellem rig og fattig, hvor vi mødte de mest imødekommende og smilende mennesker og oplevede, at de lever i små lerklinede huler og skure. Indimellem disse minimumsbeboelser knejsede pludselig tilsyneladende nye og flotte villaer. "Hov, hvad er der sket her?" ...blev man fristet til at spørge?

Kontrasten mellem by og land med totalt kaos i byen, hvor enorme mængder af mennesker gik, kørte, trak og cyklede rundt uden ordentlige veje og med trafikregler, vi aldrig gennemskuede og en luftforurening, der var ekstrem! Hvor vi på landet oplevede roen, folk tilsynelandende uden bekymringer og en ufattelig skønhed, der får én til at ønske sig tilbage... nuuuu!

Rejsen er afsluttet, og vi kan kun opfordre alle, der har lyst til at udfordre sig selv under rimeligt kontrollerede og organiserede forhold i at prøve!

Hele rejsen var præget af total gennemgribende god planlægning! Guiderne, både de nepalesiske, italienske og danske havde fuldstændig styr på logistikken. Vi blev indlogeret på rimelige hoteller, og maden var meget bedre end sit rygte!

Tak til Bike Italien og Joachim Jerichow for en utroligt velorganiseret tur…! Tak til Ox og Saures, vore nepalesiske guider for deres imødekommenhed og logistiske evner. Tak til Andrea, vor italienske guide, som konstant havde fornemmelsen af, hvordan vi motionister havde det på de daglige etaper.


4

4

4

4

dd

d

s

s

s

s

e

e

e

f

f

 

 

 


Arkiv Nepal

Indlæg skrevet af Lisbeth Wechel.

Sir Edmund og mig
Udgivet den 11. marts 2014

Sir Edmund Hillary var den første i verden, der besejrede Mount Everest, da han sammen med sin sherpa Tenzing Norgay plantede sit flag på toppen 29. maj 1953. Det er 61 år siden! Han var en mand med viljestyrke og en eventyrer med drømme. Når jeg på det seneste har  læst om Sir Edmund forekommer han mig at være en ganske fornuftig og jordbunden fyr med et varmt hjerte og en kløgtig forstand. Han var ikke drevet af berømmelse og ære. Han satte sig blot mål, som han derefter arbejdede for at nå. Everest var bare én af hans bedrifter.

“Det er ikke bjerget du overvinder. Det er dig selv”.
Sir Edmund Hillary


Nu skal jeg jo ikke ligefrem bestige et bjerg. Jeg skal såmænd bare cykle 50-100 km mountainbike om dagen, og jeg er hverken den første eller den sidste, der gør det. Jeg er blot en helt almindelig madamme med motivation til at udfordre mig selv. Og jeg har erfaret, at det aldrig er en kamp mod ruten, bjerget eller vejret. Det er altid en kamp mod mig selv, og jeg vokser lidt hver gang, jeg overkommer det, jeg ikke troede var muligt. Så vi er på bølgelængde, Sir Edmund og jeg. Jo, jeg ved godt, at det, der for mig virker inden for rækkevidde, kan virke totalt uopnåeligt og uforståeligt for andre. Kalder du det ferie? Hvordan har du tænkt dig at klare det? Av min røv! At du gider!, er blot et lille udpluk af de mange skeptiske spørgsmål og kommentarer, jeg får omkring den forestående tur. Og jeg forstår det godt. Det ER langt, hvis man ikke er vant til at cykle. Det ER udmattende og hårdt, når det går opad. Men det ER altså også berigende og befriende at kunne.
Der er især to ting i denne form for ferie, som jeg virkelig sætter pris på.

  • Det ene er, at jeg ser landet og dets turistattraktioner og samtidig kommer steder, hvor den normale kødrand af turister ikke findes. Ud på de øde stræk, hvor jeg møder mennesker og kultur uden facade, hvor kun mine egne kræfter kan bringe mig, og hvor naturen er storslået.
  • Det andet er, at jeg kan være ude, at jeg skal bevæge mig og allerhelst udfordre mine fysiske og mentale grænser.


Så tager vi cyklerne frem
Udgivet den 14. marts 2014
Jeg fornemmer klart, at der ikke bliver meget tid til at skrive blogindlæg. Derfor vil jeg nok forsøge mig med at lægge lidt fotos op, som kan vise mere end jeg kan nå at fortælle. Jeg har ikke adgang til internet så længe i dag, så I må selv fordele teksterne til billederne. det hele kommer bare op i en pærevælling. Vi er fremme efter 18 timers rejse og bliver modtaget med blomsterkranse og 22 graders varme.Vi er talk-of-the-town i kongebyen Bakhtapur. Det er helt tydeligt, at cyklister er et særsyn i Nepal, og folk flokkes for at kigge, da vi klargør cykler på torvet. Børnene især er meget nysgerrige. Vi kørte i dag en kort tur på en times tid rundt i byen. MIt første indtryk er, at her er uendligt fattigt, forfaldent og beskidt. Skrald overalt. Det er sært, at cykle i en millionby, hvor høns, geder, køer, ænder og hunde løber rundt mellem hinanden og gadebelægningen skifter mellem grus eller brosten, og er så ujævne, at det mest minder om at køre i traktorfurer på en pløjemark. Midt på torvet sad pottemageren. Kvinder er klædt i farverige kjoler og sjaler. Mænd går med huer, der ligner tehætter.

Fantastisk cykling
Udgivet den 14. marts 2014
Jeg fortsætter stilen med lidt fotos og korte billedtekster. Fordel selv. Nepal er et meget fattigt land, og det er nogle atypiske syn, der møder os på vejene. Mennesker, der slæber alverdens ting og sager i store kurve eller net, som er spændt med et bånd om hovedet. I dag har vi kørt en masse single-track. Altså stier uden for hovedveje. Gennem rismarker, langs vandingskanaler og henover lossepladser. Kvinderne, der stod og vaskede tøj tog det med et smil, da der kom 11 svedige mountainbikere forbi. Ungerne vinker og råber til os, løber os i møde og bliver helt vilde, når vi tilbyder en tur på cyklen. Hængebroer over floderne er der masser af. Det er lidt af en overvindelse at trille ud på den gyngende grund, og det kræver lidt balance og fokus, at holde cyklen i gang hele vejen over… uden at kigge ned!

Asfalt, hvad er det?
Udgivet den 15. marts 2014
Lørdag. Puha, nu blev det alvor. På papiret lyder dagens etape egentlig ikke af noget. 50 km og 1400 højdemeter burde ikke kunne slå nogen ud. Men altså… Alle kilometer foregik ad grusveje, nej, det er ikke grusveje, men sand med store sten, afløst af passager med endnu større sten. Og stigningerne er nogle seriøse af slagsen på den anden side af 12% Tænk, at det skulle ske, at jeg som mountainbiker sad der og ønskede mig noget asfalt! Det har været en rigtig udfordrende tur, og mine hænder og arme er møre af al det bumperi. Ben og resten af kroppen er forbavsende friske. Gruppen vi kører med er meget homogen, så der er fin fremdrift. Til trods for, at vores guide siger, at vi er den første gruppe, der er nået frem inden solnedgang, synes jeg alligevel at det er længe at være 8 timer om at køre så kort en distance… men puha, jeg kunne ikke gøre det hurtigere, og må bare konstatere, at nepalesiske kilometer er hårdere (eller længere) end danske. Undervejs møder vi alverdens syn. Flotte risterrasser, skramlede huse, fattige bønder, snottede unger, grise, ænder, geder, høns, hunde og køer, der farer forvildede rundt på den smalle vej, der er fyldt med busser og knallerter, der kører mildest talt frisk. Langs vejen står børn og sælger blomster, og der ligger afgrøder og tørrer. Det blev også til et kort besøg på en klosterskole, hvor børn i alle aldre, hvor deres forældre ikke havde råd til at brødføde og skole dem, kunne optages i munkelære. Vi vækker opsyn, for Nepal er ikke et cykelland, men alle vi møder vil gerne hilse på os. Fra mutter i marken med rive og segl til fatter i tehuset og sønnike på knallerten. Ungerne råber hello og namaste og jeg vinker og vinker og vinker. Virkelig fedt land at cykle i.

Happy Holi
Udgivet den 16. marts 2014
Søndag. I dag er der Holi festival i Nepal. Jeg har ikke helt fundet ud af, hvad det går ud på, men vores nepalesiske guide siger, at det er for at fejre, at en af guderne netop på denne dag en gang for længe siden tog form af en mand og kom ud og var glad… så derfor skal man fejre glæden. I avisen står der derimod, at det er for at fejre, at vinteren er omme. Uanset forklaring, så er Holi farvernes fest. Og jeg skal da lige love for, at vi har fået fest og farver! Når det er Holi er der tradition for, at smøre farver på hinanden og sprøjte med vand. Derfor fik vi alle et par røde striber malet i ansigtet af vores guide inden vi drog ud på dagens cykeltur, ligesom vi fik at vide, at vi kunne blive udsat for lidt af hvert. Det blev vi! Vores tur startede stenhårdt med en stigning. Ikke en af de stejleste stigninger, nok 6-8 % men altså strid at lægge ud med. Der var mange mennesker på vejen. Mange gange skete det, at de sprang ud foran min cykel og grinede og jublede, når det lykkedes dem at smøre farve i ansigtet på mig. De mindre børn stod ved husene og kastede med vandballoner og alle – uden undtagelse alle – råbte HAPPY HOLI når vi kørte forbi. Jeg tror seriøst, jeg har hilst på halvdelen af Nepals befolkning i dag. Glade, smilende, leende og meget kulørte!
Otte kilometer oppe ad bjerget gik al trafik i stå. Busser holdt i kø, lastvogne dyttede, scootere forsøgte at kante sig forbi de tusindevis af mennesker, der blokerede vejen. Heroppe lå indgangen til et tempel, og alle valfartede hertil for at bede i templet i anledning af festivalen. Et hav af mennesker i farverige gevandter og regnbuens farver malet i ansigterne. Langs vejen var boder, der solgte mad, perlearmbånd og ikke mindst farvepulver. Vi lagde cyklerne og fulgte med menneskestrømmen ud på en 1,5 km tur til templet. En ret anstrengende tur ad mange, mange trin op og ned under mange, mange kilometer bedeflag spændt ud under trækronerne. Jeg så unge piger og gamle koner, mænd med krykstokke og drenge med trommer, der alle skulle samme vej. Da vi nåede frem til klosteret, var der en kø så lang, så lang, der snoede sig op ad bjergsiden, for at komme ind i templet. Det var det hinduistiske tempel. Ved siden af lå et buddistisk tempel, som vi så besøgte i stedet. På en lille veranda uden på templet sad den mægtige lama og læste i sin hellige bog. Han lignede overhovedet ikke sådan en lama, som jeg havde forestillet mig. Ham her sad i sin store dunjakke med sit lille fipskæg og runde briller og velsignede dem, som ønskede en velsignelse. Jeg fik da også et gok i hovedet med den hellige bog med på vejen inden jeg snurrede en tur med den gule bedemølle, der stod ved siden af. Derefter gik turen yderligere 3,5 km opad til vi nåede bjergtoppen i 2488 meters højde. Brrrr, her var koldt, så det var på med ekstra jakker, inden vi begyndte dagens marathon nedkørsel… 49 kilometer til bunden af dalen og hotellet. Det tog flere timer. Undervejs holdt vi ind og fik en kop te, hvor vi kunne se med, når de unge spillede en form for bob-spil, med brikker på en plade drysset med mel, så de bedre kunne glide. der var både kort og kontanter involveret i det spil. Nedad er fedt, men det kræver fuld koncentration i de mere end 100 sving. Tro ikke, det er jævn asfalt hele vejen… der er store huller, dybe vandriller, bump og skarpe kurver. Men det var totalt fedt! Jeg nåede en maks. hastighed på 59,9 km/t. Nu er vi på hotellet og hernede i lavlandet er der varmt. skønt. Jeg har virkelig frosset de seneste aftener og nætter, så nu ser jeg frem til en god nats søvn uden at rystefryse. selv madrassen i senge virker til at være lidt blødere end stenhård, hvad der ellers har været standarden de seneste dage… men et varmt bad er stadig noget, jeg drømmer om. PS klokken er 22.30 mens jeg sidder her i storbyen og skriver… og nedenfor mit vindue står en ko og brøler.HEHE.

Hot piece of Cake
Udgivet den 17. marts 2014
Mandag. Fjerde dag på cykel var piece of cake i forhold til de foregående tre… men en meget, meget hot cake. Efter tre dage med stigninger, bjerge og kølighed i højderne var det en helt anderledes cykeldag, hvor etapens 70 km var relativ flade og heden til gengæld stegende. At fortælle, at der var 37 grader i skyggen giver egentlig ikke så meget mening, når nu vi befandt os i solen hele dagen, men lad det være et pejlemærke for, hvor varm en tur det var. Knap var vi nået ud af byen til morgen, før vi blev stoppet af en demonstration mod de stigende benzinpriser i Nepal. Al trafik blev stoppet af demonstranterne i een time. Vores guide fik assistance af en politibetjent og sammen forhandlede de frit lejde til os, for vores køretøjer var jo ikke benzindrevne, så vi slap forbi ret hurtigt. De første 40 km gik ad asfaltvej, hvor vi kørte på rad og række, og kommandoerne fløj frem og tilbage, som de nu gør i et felt. Ud over “hul”, “bagfra” og andre gængse advarsler, kommer der naturligt nok også andre kommandoer, som man ikke ellers hører… fx er det sjældent, at jeg på mine ture hører “se op – ged” eller “Abe til højre”, og det siger noget om, hvor anderledes, det er at køre i dette land. Vi er nu i den del af Nepal, hvor landets laveste kaste bor. De er tydeligvis meget mere fattige, end hvad vi ellers har set. Her er ikke længere murstenshuse. Nu er det strå beklædt med ler og bladhang på taget. Vandet bliver hentet via gamle rustne vandpumper i gården og maden laves på bål. Senge af bambus står under små halvtag ud mod vejen, og høns, ænder, geder og hunde er nu også suppleret med bøfler, som står under et halvtag ved siden af. Langs vejen svinger vi uden om kvinder med læs på ryggen, traktorer med overdimensioneret last og igen i dag vinker og hilser alle på os, og ungerne spæner efter os og råber Hello eller Good Bye og stadig også Happy Holi… for farvernes fest fortsætter nemlig også i dag. Her er tørt, støvet, brunt og afsvedent i hele landet. Rismarkerne er tomme og det samme er floderne. Vi passerer mange floder, der normalt er op til 150 meter brede, som nu er skrumpet ind til sølle små vandløb, der bugter sig i en bar flodseng af sten og grus. Ude i flodsengen sidder kvinderne og vasker tøj og mændene vasker biler. Ved middagstid svinger vi ind på en vej langs floden, og de næste 20 km kører vi på et bredt spor af sand og sten. Solen står lige ned i knolden på os, og det er virkelig varmt og hårdt og ujævnt at køre her. Samtidig er det virkelig også en oplevelse, at se hvordan livet udfolder sig langs floden. Hyrder vander deres bøfler, mand og kone fisker efter aftensmaden, ungerne bader og leger… og vi stopper og tager billeder! Til sidst kører vi ind i Chitwan nationalpark, og følger et lille sandspor gennem skov og buskads, derefter gennem en masse småbyer. I en af dem stopper vi ved en bro, hvor en masse børn bader. De flokkes hurtigt om os, vil op at sidde på cyklerne, vil have taget fotos… og tigger slik. Vi må bede dem stille op på række, for at undgå slåskamp og ballade, da een på holdet åbner sin taske for at uddele sine medbragte mini-chokoladebarer. Hele dagen har jeg flere gange måtte tale godt for mig, for at undgå at blive til endnu en happy holi-farvelade. Jeg har haft så svært ved at få vasket farverne væk fra i går, og mit tøj er plettet og grimt, og jeg kan ikke få det rent. De har respekteret det… men blot 200 meter før vi når hotellet ramler vi ind et par holi-fester, og jeg slipper ikke. En kvinde kommer leende hen og insisterer på at farve mig, så jeg rækker armen frem og siger ok, bare ikke i hovedet. Og så kommer alle veninderne rendende og jeg er igen regnbuefarvet, da vi triller ind ad porten. Endelig ankommer vi til vores hotel, hvor en kold øl gør underværker, og et efterfølgende VARMT bad topper succesoplevelsen. Dertil kommer et lækkert måltid mad og en morsom danseopvisning i det lokale kulturcenter før jeg træt går til køjs under moskitonettet og sover sødeligt den hele nat. AH. Hvordan har jeg det så efter fire dage på MTB i Nepal… fantastisk! Er jeg øm… nixen bixen!!

Elefantens vuggevise
Udgivet den 18. marts 2014
Tirsdag. I dag har jeg haft fri – altså cykelfri. Det betyder dog ikke, at programmet ikke har været tætpakket. Jeg var oppe allerede klokken 6 og klokken 7.30 sad jeg på bagsmækken af en jeep på vej ud til dagens oplevelser i Chitwan nationalpark. Parken bryster sig af at have pansernæsehorn, læbebjørne, krokodiller og ikke mindst en bestand på 125 voksne bengalske tigre. Dem skulle vi ud at se, om vi kunne få øje på i dag. Morgentemperaturen var perfekt omkring de 22 grader, da vi sejlede ud på kanotur på floden. Kanoerne er udhulede træstammer, udhugget i eet stykke af silkeblomsttræ, som i øvrigt står overalt i parken og lyser op med deres flotte, ildrøde blomster. Der er plads til 11 personer og to stagere på sådan en båd. Langsomt drev vi med strømmen om kap med vandhyacinter og småkviste, mens vi spejdede til alle sider efter krokodiller. Når først man har set een, så er det lettere at få øje på de næste, og der var masser af dem. De lå ved bredden og slikkede sol. Efter en halv times sejlads gik vi på jungle walk. Der er blandt guiderne mange historier om, hvordan de er stødt både på tigre og næsehorn under deres vandringer, men dem så vi heldigvis ikke noget til. Junglen her minder mest om en efterårstør og småvissen skov, hvor der konstant daler brune blade til jorden og dækker græs og stier. Her er ikke nogle særlige dufte og heller ikke mange blomster. Kun støvgrønne buske og slanke stammer iblandet skovsøer med masser af vandhyacinter. Vi vandrer i 1,5 time, og ser både storke, isfugle, skorpioner og termitboer, badende bøfler og da turen er omme er temperaturen steget til langt over 30 grader. Næste programpunkt var et besøg på statens elefantopdrætstation, hvor de blandt andet havde verdens eneste sæt tvillingeelefanter. Det der overraskede mig her var, at det er parkens bestand af vilde hanelefanter, der sniger sig ind om natten og bedækker de brunstige hunner. Det vil sige, at man ikke aner, hvem der er faderen, hvilket jeg tænker må gøre avlsprogrammet en smule uoverskueligt. Men hvad ved jeg om elefantopdræt? Jeg ved til gengæld, at en elefant kan blive 80 år, skifter tænder seks gange i sit liv og går drægtig i 22-24 måneder. Jeg ved også, at hos afrikanske elefanter har begge køn stødtænder… det har kun de asiatiske hanner. Så meget klogere fortsatte jeg turen ned til floden, hvor elefanterne skulle bade. Et herligt skue. Eftermiddagen bød på safari på elefantryg. I den værste middagshede satte vi os derfor op på den 45 år gamle Sundikali, der i adstadigt tempo bar os ud i junglen igen. Fordelen ved at være på elefant er efter sigende, at den lugter så meget, at dyrene ikke kan lugte menneskene på dens ryg samt at den går så stille som en Ninja. Det sidste er sandt. Det er utroligt så lidt larm sådan et stort dyr laver. På et tidspunkt begynder den godmodige kæmpe at brumme som en fjern motor og hele dyret vibrerer, og i kombination med en duvende times tid deroppe i den varme kurv, var elefantens vuggevise meget tæt på at lulle mig i søvn. Efter 1,5 time har vi passeret floden et par gange, og jeg har fået nok af elefantridt for denne gang. Sundikali er muligvis forkølet. I al fald “nyser” hun med jævne mellemrum, og jeg er dækket med elefantsnot langt op ad benene. Jeg er også blevet dasket med de grene, som hun “plukker” og vifter sig selv med lige som jeg har våde shorts, fordi hun lystigt pjasker sig til med vand, når hun ser sit snit til det. Vi så altså ingen næsehorn, tigre eller læbebjørne. Det blev kun til aber, hjorte, påfugle og vildsvin…. men så…. her ud på aftenen løber rygtet, at et næsehorn er vandret ind i byen nede ved flodbredden. Vi er mange, der løber ned for at se om det er sandt, og sandelig så. Lige midt på den sti, som jeg gik af for blot en time siden, da jeg kom hjem fra solnedgangsbaren stod et mægtigt næsehorn. Dens hvide silhouet fyldte godt ved siden af stolene på flodbredden, og den stod stille og roligt og græssede og fnyste lidt. Så fik vi da også den oplevelse med. I morgen venter turens hårdeste etape. Barske stigninger på grus og 90 kilometer i heden. Jeg må vist i seng.

Det var dråben
Udgivet den 19. marts 2014
Onsdag. Turens absolut hårdeste etape var i dag. Vi skulle fra Chitwan til Bandipur. Den korte version er… fuck, det var hårdt. De første 40 kilometer var helt fine. 20 km asfalt på række, de sædvanlige nærgående busser, lastvogne og knallerter, der absolut ikke følger så meget som en enkelt fædselsregel og de sædvanlige megahuller og borkommen vejbelægning. Duften af bål og røg blandes med stanken af affald og ged, mens livet langs landevejen udfolder sig levende, farverigt og særpræget. Vi holder ind og får en sodavand i et af de bræddeskure, der udgør vejens serveringsteder. Her kan jeg til interesserede fortælle, at jeg ofte må bede om at låne toilettet, og det er her i Nepal ikke for sarte sjæle eller næser. Heldigvis er det blot huller i jorden, så jeg ikke skal i berøring med noget som helst. Et nepalesisk lokum stinker, og det om at huske kun at trække vejret gennem munden. samtidig medbringer jeg også selv kleenex, for toiletpapir er IKKE noget man bruger her. I stedet står en spand med vand, som man kan pøse ud over for at “skylle ud”, og jeg har dem såmænd også mistænkt for, at samme spand vand udgør det for håndvask efter endt “forretning”. Efter sådan en toiletbesøg sørger jeg for at bruge rigeligt med håndsprit. Nå, men dagens toilet lå altså utroligt smukt med udsigt til floden. Efter en frygtindgydende hængebro på vel 150 meter i 100 meters højde fulgte 20 kilometer sand med store sten. Hullet, bumpet og udfordrende, men ikke alt for teknisk svært. Vi kørte langs floden, der bugtede sig blå og blinkende i det indskrumpede flodleje. Idyllen kender ingen grænser… men så! Et lille drej til højre og en monsterstigning lige i fjæset. Vanddråbebjerget lå foran mig. Fy for fanden og undskyld jeg bander. De næste 6 kilometer går det op. Stejlt. Alt for stejlt til mig. over 15% hældning. Jeg må af og gå. Temperaturen har rundet de 40 grader og der er ingen skygge og de eneste dråber, der falder på det bjerg, er mine udpinte svedperler, der pumper ud af porerne. Forestil dig en hård workout i en sauna, så tror jeg, det vil være en fair beskrivelse. I tre stive klokketimer trækker jeg min cykel op, op, op og forsøger at holde humøret højt, mens jeg koger, bager og sveder som en pony. det var slet ikke sjovt. Endelig oppe læner jeg mig ind over cyklen og siger til mig selv. Det var dråben! aldrig mere! Men det går ikke nedad før til allersidst på dagens rute. Stigningerne bliver lidt mere medgørlige, men til gengæld bliver underlaget mere vanskeligt. Store sten, skarpe sving, grus og sand og skrid og glid. Undervejs spiser vi frokost i en meget lille bitte landsby på toppen af bjerget. Her deler vores guide nepalesiske guide – Ox – tøj og kuglepenne ud til børn og voksne. Hele byen stimler sammen og ler og pjatter, mens der deles ud. Byen er blot en lille klynge huse, hvor majs hænger til tørre på stativer og altaner og hundene gør ad køerne og hønsene hopper op i min cykelhjelm, som jeg har lagt på en afsats. Nogle af kvinderne vil gerne vide, hvor gammel jeg er, og de er behørigt imponerede over, at en gammel kone som jeg kan cykle her. “Har du virkelig cyklet helt herop selv?” spørger de vantro. Jeg siger ja. Det er løgn. Jeg har trukket det halve af vejen, men det behøver de jo ikke at vide. Da vi når Bandipur er jeg mør. 75 kilometer, 1700 højdemeter og nyregrus og rystelever… gennembanket fra top til tå. Det gode er, at vi lander i den smukkeste by på det fedeste hotel. The old inn er kringlet og kroget og vores værelse helt unikt. Alt skåret ud i træ, lave døre og højt til loftet. Vi sidder på terrassen i stearinlysets skær og deler et par øl og glædes over, at dagens strabadser er overstået. Og håber på, at vi for første gang kan se de hvide Himalayatoppe i morgen når vi vågner.

Nepali Flat
Udgivet den 20. marts 2014
Torsdag. Vores nepalesiske guide skal svare på mange spørgsmål. Et af dem er, hvordan ser ruten ud her fra? Det spørgsmål stiller jeg ham især, når det har gået opad i timevis og de små ben er ved at være trætte. Han svarer som regel “a few tops and then flat… nepali flat”. Det betyder har jeg nu lært, at det går op, op og ned op. Nepalesisk fladt er temmelig bakket og ganske stejlt. Sådan også i dag. Først får vi dog den lækreste morgenmad serveret på den vidunderlige terrasse i the old inn, hvor vi desværre ikke kan se bjergene for morgendisen men til gengæld har solen, varmen og svalerne lige omkring os. Vi starter fra det hyggelige torv i Bandipur, hvor skomageren har stillet sin forretning op og byen er ved at vågne. Vi lægger ud med 10 kilometer nedkørsel af fin asfalt. det er en ren fornøjelse. Derefter følger 6 kilometer jævn og tilpas stigning med omkring 5-6%, hvorefter det går lige så jævn og fint ned igen over 6 kilometer. Her tanker vi op i en større by, hvor jeg låner endnu et ulækkert toilet, hvorefter jeg betragter bylivet. Midt i det hele kommer et lille optog vandrende bærende på et lig. Liget bæres af to mand og det er svøbt i et orange klæde, pyntet med blomster og pengesedler. Her drejer vi ind på en grusvej, som vi holder os til resten af dagen. Jeg er ikke nogen teknisk dygtig mountainbiker, så jeg får min sag for resten af dagen. Det er nogle seriøse spor med dybe huller, mudderpøle og vandløb. Jeg finder mig selv kørende over kampestene og på lertoppe, hoppe over dybe render og bumpe på rullestene. Ja, jeg begynder endda at få fornemmelsen af, at min cykel kan køre på hvad som helst, bare jeg holder løst nok i styret. Egentlig er jeg ikke så lidt stolt af, at jeg kan blive på cyklen i dag. Og det kan jeg! Selv om det stadig er nogle seriøse, stejle stigninger, så er de kortere og måske et par procent fladere end i går. Jeg kan i al fald komme op, uden at hænge alt for meget bagud. På et tidspunkt skal jeg passere et vandløb, og jeg kommer ad en nedkørsel, hvor jeg er ude i noget, der er tæt på at være for svært for mig. Foran mig står to køer. Jeg bliver bare nødt til at fortsætte, og køerne flytter sig heldigvis.Den ene stejler, men jeg klarer mig forbi uden skrammer. I dag kører jeg i øvrigt med klokken. Hver dag uddeles klokken til en, som har fortjent den. det kan være en reprimande, og det kan være en ros. Jeg fik den i går, fordi jeg formåede at være positiv og råbe I LOVE IT hele vejen, selv om jeg virkelig led. Hehe, skønt at få lidt opbakning. så hele dagen ringler og dingler jeg hen ad sporene. Det er hyggeligt. Jeg er også lidt forbavset over, at mine ben er så friske, som de er. Jeg er stadig ikke øm, og i dag er de stærke og gode. Men mine arme og skuldre er slidte. Vi spiser frokost i en landsby deroppe i terrænet. Her kommer ingen turister normalt, så vi er virkelig spændende nyt. Det er lidt underligt, for her er virkelig fattigt og simple living, men alle har alligevel mobiltelefoner. Og dem hiver de frem for at tage billeder af OS. Så noget for noget – vi stiller selvfølgelig op til fotoshoot. På gaden sidder mænd og spiller ludo og ungerne stimler sammen om os. Kvinderne sidder i de små butikker og fniser, mens skoleungdommen har pause og går hjem iklædt deres hvide skjorte og slips. Jeg kommer til at kigge ud i køkkenet, hvor vores mad bliver lavet. Det skal man holde sig fra! Men det smagte mums. Efter en hård og bumpet nedkørsel ender vi på en asfaltvej, hvor vores følgebil venter. solen er ved at gå ned, og der er stadig 18 kilometer til Pokhara. Jeg vælger at tage med bilen hjem, for jeg har ikke lyst til at køre på de kaotiske landeveje, hvis det bliver mørkt. Vi er tre, der tager med bilen. resten kører et hurtigt ridt til byen, der modtager os med larm, trøstesløs armod, skrald og en tæt smogdyne. I dag blev det til 80 kilometer og 1650 højdemeter. morgen er det fridag.

Phokara
Udgivet den 21. marts 2014
Fredag. Intet er stabilt og til at regne med i Nepal. Strømmen kommer og går alt efter, hvordan de lykkes med at få generatoren til at køre. Det ene øjeblik sidder vi i buldermørke og i det næste i fuld neonlys. Er man heldig er der vand i hanen og mulighed for at få et bad… man skal bare ikke forvente, at vandet er varmt! Toilettet på hotellerne kan muligvis skylle, men toiletpapir er ikke en selvfølge. Renlighed er heller ikke just en dyd, så håndsprit og stor forsigtighed med, hvad man rører ved og især spiser er en god ide. Når det er sagt, så er her jo også yderst charmerende og særdeles autentisk. Og stadig… beboet af de sødeste mennesker, jeg endnu har mødt. Pokhara er en stor by, og den er vant til turister. Herfra udgår trekkingturene til Annapurna – verdens 10. højeste bjerg. Hovedgaden her hvor vi bor er spækfyldt med butikker, der sælger trekkingudstyr, tasker, rygsække, jakker, fleece osv. til ingen penge. Men det hele er også kopivarer. Jeg synes, at hovedgaden ligner, hvad jeg har set i Thailand og Vietnam, og jeg foretrækker helt klart, at være oppe i bjergene frem for her. Vores cykler er pakket og sendt med fly til Jomsom. Vi flyver derop i morgen, hvor vi skal cykle fra 2800 meters højde til 3800 meter, med udsigt til de høje bjergtinder. Forhåbentlig. I dag har vi derfor fridag. Ingen cykling, intet program. ved morgenmaden beslutter vi, at tage en taxa op til Sarankoth. Et bjerg bag byen, hvor der er stor aktivitet af paragliding. Da vi når frem er vejret flot og solen skinner, og der er 20-30 glidere, der hænger over bjerget og søen. Men vejret er desværre ikke klart nok til at vi fra udsigtspunktet kan se det berømte, spidse Fiskehalebjerg og alle de andre hvidklædte tinder. Øv igen. Vi har endnu ikke set Himalaya i al sin pragt. En dame vil sælge mig en plakat af udsigten. Jeg tog så et billede af hende og plakaten.. og bagefter af dagens disede udsigt. Vi kiggede på gliderne starte, og valgte derefter at gå ned ad bjerget. Det blev en lang tur med mange trapper og et ophold i en lille biks under et halvtag, hvor vi kunne få en cola med udsigt. Til eftermiddag startede regnen, og det har øset ned. Det skulle være godt, siger de kloge. Så bliver det nemlig klart vejr i morgen. Jeg håber. Uh, jeg har helt glemt at fortælle, at ukrudtet langs vejene mange steder består af hash-planter, og i dag kan jeg se, at butikkerne bugner af chillum-piber og graffittien ligeledes afspejler, at man i Nepal kan ryge sig en pibe fjolletobak, hvis man har de lyster.


Under verdens tag
Udgivet den 22. marts 2014
Lørdag. Jeg har både glædet mig til og frygtet denne dag på samme tid. Glædet mig, fordi omsider oprandt dagen, hvor vi skulle se Himalayas sneklædte tinder. Frygtet dagen, fordi jeg skal op at flyve med nepalesisk indenrigsfly. Dels fordi alle nepalesiske luftfartsselskaber siden nytår er udelukket fra Europæisk luftrum pga. for dårlig sikkerhed, og dels fordi, det blot er få uger siden en dansk læge omkom i et flystyrt, hvor flyet udgik her fra Pokhara. Vi var oppe tidligt. Kl. 5.15 var vi på vej til lufthavnen, som er meget lille, hvor vores propelfly holdt og ventede ude på startbanen. Vi morede os lidt over, at her både er et flyselskab, der hedder Buddah air og et, der hedder Yeti Airlines. Flyet har plads til 16 personer og er fuldt booket af folk som os, der skal op at cykle eller trekke. Vi spørger, hvor gammelt flyet er. Svaret lyder: 35 år, men bare rolig, det er som spritnyt, for alt er skiftet ud flere gange. Turen går fint. Det er smogtåget i Pokhara, men så snart vi når lidt op, finder vi den blå himmel og jeg får det aller-allerførste syn af Himalaya. Sne på toppene. Smukt. 25 minutter senere svinger vi ind mellem to bjergvægge og glider nok så nydeligt ind på den korte landingsbane i Jomsom – 2800 meter over havet. Jomsom. Nepals Klondike. Her er godt nok flest trekkere, der lægger vejen forbi, men byen kunne lige så vel være fyldt med guldgravere og lykkejægere. Her er kvæg og heste i gaderne og langt til alt! Vi tjekker ind på Windy Hotel, som indvendigt minder lidt om en Scweizisk alpehytte. et stort rum i midten med et stort bord og bænke omkring, og alle værelserne ud fra rummet. I to etager. Efter morgenmaden hopper vi på cyklerne. Vi skal til Muktinath, godt 1000 meter højere oppe og 23 kilometer ude ad vejen. Vi kører afsted med strenge instrukser om, at vende om ved første snefnug eller senest klokken tre. Det sidste er på grund af vinden heroppe, som tager til hen over dagen skulle blive ret vild. Det er en hård tur. Først langs det nok 3-400 meter brede, udtørrede flodleje. Så ude i selve lejet og henover flodens tilbageblevne lille strøm, der dog er både bred og dyb nok til at give mig våde sko og ben, da jeg kører igennem. Otte kilometer ude begynder det virkelig at gå op ad, og det river lidt mere i lungerne end det plejer. Mon det er fordi, luften er lidt mere iltfattig her? Jeg kæmper virkelig for at komme op, kan godt blive på cyklen, men det går langsomt, og det går snart op for mig, at jeg ikke kan nå hele vejen til Muktinath inden for tidsrammen. Det gør nu ikke noget. Her er gudommeligt smukt og jeg nyder hvert besværligt tråd. Vi kører nu på trekkingruten, der går rundt om Annapurna-massivet. Annapurna er verdens 10. højeste bjerg og måler lige knap 8.100 meter. De tårnhøje tinder knejser uanset, hvor jeg kigger hen. Her er højt til loftet under verdens tag. Da vi er 17 kilometer ude triller vi ind på restaurant Nirvana, et af de mange tehuse langs ruten. Vi bliver hjerteligt modtaget, bestiller pandekager og lemon-te, får en sludder og køber nogle tørklæder af yak-okse uld. Meget lokalt. Meget hyggeligt. Jeg er lidt skuffet over, jeg endnu ikke har set yak-okser, så jeg spørger, hvor jeg kan finde dem. Fire timers tur op i bjergene er svaret. ØV. Det bliver så ikke denne gang. Her i byen ser jeg en anordning, jeg aldrig tidligere har set. Mest ligner det en stor parabol, hvor der i midten står en tekande. Det er et solpanel, og vandet koger allerede. Det er dælme smart. Vi sætter os i solen og bliver gennembagt, og klokken tre præcis vender vi næserne hjemad. Det er svært at beskrive, hvor smuk en tur det var. Den klare luft, den varme sol og den vældige vind, der får selv ned ad bakke til at være anstrengende arbejde tærer på kræfterne, og jeg er da godt brugt, da vi endelig er retur i Jomsom. Vores hotel er simpeltheden selv, men som sagt rigtigt hyggeligt. Her er hundekoldt, for der er ingen varme, og temperaturen er nær nulpunktet udenfor. Det hjælper ikke på kropstemperaturens vedligehold, at badet også er koldt, så jeg fryser. Jeg tager flere og flere trøjer på og til sidst også vanter. Brr. Men så bliver det tid til aftensmad. Vi bænkes om det store bord, der har tæpper hængende ned, som vi stikker benene ind under, og inde under bordet bliver stillet en spand med varme kul. Der bliver hurtigt varmt. Meget varmt. Så varmt, at jeg kan smide de mange trøjer, og bordpladen er i risiko for nedsmeltning. En fantastisk afslutning på en fantastisk dag.


Ned ad
Udgivet den 23. marts 2014
Søndag. Solen skinnede fra en skyfri og Annapurnas top knejsede mod den blå himmel mens sneen deroppe glimtede som diamanter. Sådan en morgen med sådan en suveræn udsigt lader jeg ikke gå fra mig, så jeg tog min tallerken med ud på tagterrassen, stillede den sammen med min tekop på brændestablen og lod mig bage varm af solens stråler, mens jeg spiste mit nepalesiske stenovnsbrød med honning. Så kunne jeg betragte livet omkring. Nede på landingsbanen foran terrassen står en bevæbnet vagt med sin riffel over skulderen og en øreklaphue på hovedet. Han er netop dukket ud af et lille 2×2 meter skur, som står i græsrabatten dernede. Få minutter senere kan jeg høre flyet, der styrer ind mellem bjergvæggene og lægger an til landing. Efter mindre end 10 minutter ved “gaten” letter flyet igen og alt bliver atter stille i Jomsom. Og vagten… han går ind i sit skur og venter på næste ankomst. Det må virkelig været et af verdens kedeligste jobs, sådan at være ene forsvarer af en hengemt landingsbane højt oppe i Himalayas bjerge. I nabobygningen leger nogle børn. Den ene har fundet et cykeldæk, som han triller omkring med, og imens galer hanefar nede i gården, og gør os opmærksomme på, at en ny dag er begyndt. Vi skal ned ad bjerget i dag. Og det blev en hård dag på kontoret. Og det blev en lærerig dag, for en knap så rutineret mountainbiker, som mig. Jeg har aldrig kørt på noget lignende. Vejen kan ikke kaldes en vej. Hjulspor er næsten også for fint til at være dækkende. Det er gigantiske huller og store fritlagte sten blandet med grundfjeld og grus, der udgør underlaget, og på de relativt stejle stigninger og nedkørsler er jeg flere gange ude i angstprovokerende kontrolmangel over cyklen. Jeg styrer det bedste jeg har lært og jeg bumper og rumler hen over toppe og sten. I timevis har jeg skiftevis koldsved og hedeture over de strækninger, jeg skal forcere. Det er svært. Det er hårdt. Det er til gengæld også meget sjovt. Og jeg bliver bedre og bedre til at håndtere det, som dagen går. Men altså, selv om vores guide kalder dette for “the highway”, så har jeg altså ikke ord for at beskrive, hvilken ufattelig dårlig stand denne dirtroad er i. På en af stigningerne blokerer min kæde, og jeg står brat af cyklen. Desværre har jeg nået at træde til, så kæden ligger nu knækket på jorden. Heldigvis har jeg et ekstra kædeled med, så den sag er hurtigt fikset. Men et par gange mere i løbet af dagen sætter kæden sig igen. Det er irriterende, men der er ikke meget at gøre ved det her ude midt i ingenting. Efter 50 svedige kilometer med indlagte tepauser og obligatoriske hængebroer, ender vi i Tatopani. En lille by, der ligger oppe på en klippehylde, hvor husene kliner sig til bjergmassivet og man går ude på kanten, når man følger hovedgaden. Igen overraskes jeg over, hvor fattigt, der er her i Nepal. Det er et hårdt liv, der leves her. Ikke i armod, men i dyb fattigdom. Alting er i ringe stand. Bygningerne, vejene, redskaberne, bilerne og selv det tøj, som folk går i, er slidt, beskidt, gammeldags, hullet… men funktionelt. Tatopani har noget, som andre byer ikke har. De har en varm kilde. Så vi trisser ned ad vejen og ind til det lokale, termiske bad. Det koster et par kroner at få adgang til de to 6×6 meter store bassiner, hvor vi sænker os ned i det varme vand. Ahh. Det er lige noget et par udpinte cykellægge kan bruge. Der er happy hour, hvilket betyder, at vi kan få en øl med popcorn for 15 kroner, og så ligger vi der og får poolside kold øl. Der er intet synderligt charmerende over stedet. Bare et betonbassin omgivet af 2,5 meter høje vægge, et bambusskur til omklædning og et par brusere, hvor de lokale bader, vasker hår osv. Tusmørket falder på, og vi går hjem i mørkningen. Da jeg står under den iskolde bruser hjemme på værelset, fortryder jeg, at jeg ikke bare havde gjort som de lokale, og vasket hår nede under bruseren med det varme kildevand. Min underarme er som bly, og jeg må smøre med smertestillende salve.

Muddertræk
Udgivet den 24. marts 2014

Mandag. I dag er vores sidste dag på cykel. Turen slutter, når vi er helt nede af bjerget ved middagstid. Det er jeg rigtig ked af, for jeg har det forrygende og er lige netop ved at lære at nyde selv de svære og udfordrende passager. For pokker, det har været nogle vilde cykeldage med nogle helt fantastiske oplevelser. Vi er oppe klokken 7 og morgenmaden består – som sædvanlig, fristes jeg til at sige – af toast, marmelade, omelet og en kop kaffe. Og nu vi er ved maden, så er det pommes frites, nudler og ris, der har været på menuen i forskellige afskygninger under hele vores tur. Dertil har vi fået forskellige karrysovse og kyllingebidder, og alt har smagt godt. Vejen er ikke blevet spor bedre siden i går. Men jeg nyder det hårde arbejde og undvigemanøvrer for geder og køer mere i dag. Dels fordi, jeg ved, det er absolut sidste etape, så jeg skal have det hele med, og dels fordi jeg er ved at få styr på teknikken. Det har jeg så også ekstra brug for i dag, for det har åbenbart regnet i nat her længere nede på bjerget, og de dybe huller er nu blevet til giga søer, som vi skal igennem. De mindre huller er bare blevet til pløre, og mudderet sprøjter til højre og venstre, når jeg pløjer igennem dem, og mine ben er helt indsmurte i møg. Men jeg har altså så også fået styr på gennemkørsel af våde arealer, og er blevet bedre til ikke at blive distraheret af trafikanternes evindelige dytten og båtten. Desværre er der ikke så meget styr på min cykel. Kæden, som drillede lidt i går, bliver bare værre og værre, og inden dagen er omme, er jeg trimlet af cyklen uendeligt mange gange, fordi kæden låser, så snart det går en smule op ad bakke. Og det gør det, selv om vi er på en nedkørsel. De sidste tre kilometer må jeg stå af, hver gang der bare er en lille tendens til stigning. Irriterende. På et tidspunkt kører jeg bag en bus, og er ved at blive søsyg. Den vugger fra side til side, når den bumper fra hul til hul, og det er så galt, at chassiset er nede at ramme jorden i begge sider. Værre endnu er det, når to biler (eller traktorer) skal passere hinanden på det smalle spor. De er faretruende nær kanten, og der er mange hundrede meter ned. Jeg holdt vejret af skræk flere gange. På et andet tidspunkt overhaler vi en ambulance. Det går ultra langsomt, for det er altså ingen spøg, at køre på denne vej, så vi når ned ad bjerget længe før den. Det må ikke være sjovt at være syg, og så skulle ned med sådan en transport i timevis. I det hele taget kørte jeg og tænkte, at jeg var heldig at være på cykel og glad for, ikke at skulle køre i bil. Men det skulle jeg, viste det sig! Ved middagstid når vi byen Beni. Her er turen slut. Cyklerne spules og pakkes på taget af vores bus. Mens det står på, kigger jeg lidt på det spraglede byliv. Et sjak kvinder står og graver grus op i sække, som nogle små drenge bærer ned ad gaden, hvor det hældes i en cementblander ved et byggeri. Kvinderne bruger en teknik, jeg aldrig har set før. En kvinde har skovlen, hvortil der er bundet et reb, som en anden kvinde står oppe på grusbunken og trækker i. På den måde bliver sliddet med at skovle ind i bunken mindre. Bag kvinderne ruller en traktor med anhænger op. Der står to knægte, som begynder at læsse kampestene af. En for en med de bare næver. Da vi kører afsted i bussen på vej tilbage til Pokhara viser det sig, at vi stadig har en del vej tilbage ned ad bjerget. Ad den skrækkelige vej. De var en bumpet og skræmmende affære, hvor jeg en gang imellem måtte holde vejret, når vi var (for) tæt på kanten. Jeg foretrækker klart min cykel! Men vi når snart dalen, hvor jeg må sande, at nok var jeg selv mudret, men det var intet mod de bønder, der med deres okser og i mudder til lårene pløjede rismarkerne. Dalen er meget grøn og frodig, og omsider rammer vi asfalt, som efter nogle timer bringer os til Pokhara, forbi hotellet og et hurtigt bad og derfra til lufthavnen, hvor vi efter 25 minutters flyvetur lander i Kathmandu. Jeg gør en kort status. Ingen ømhed. Ingen gener. Eneste skade er et stort sår på højre tommelfinger… en gearskifteskade!

 

MTB - NEPAL 2012
                                     Af  Pernille Kam Lionett

Er du eventyrlysten?  Har du mod på en fantastisk rejse til Nepal i 2013?  Så bliv inspireret her.

Først lidt baggrundsviden...

Befolkning og samfund
Der bor i dag ca. 30 mio. mennesker i Nepal. 47% af befolkningen lever i lavlandet, mens kun 7% bor i Kathmandu-dalen.

Befolkningen består af mere end 30 forskellige etniske grupper, som dog lever i fred og harmoni med hinanden.

Erhverv
82% lever af landbruget, ca. 8% af handel og turisme, 3% af håndværk medens 3% er offentligt ansatte.

Energi
Et stort problem i Nepal er mangelen på energi. 72% af brændselsenergien kommer fra træ.

Uddannelse
Alle børn i Nepal har lige ret til undervisning i den gratis underskole (5-10 år). Regeringen har det mål, at ingen elever må have mere end to timers gang til skole, og skoler er i dag opført i de fleste større landsbyer.

Fordelingen i underskolen er 60% drenge og 30% piger, da mange piger holdes hjemme, hvor de skal hjælpe moderen. Ca. 25% af eleverne, næsten alle drenge, fortsætter yderligere skolegang efter 10-årsalderen. Meget få - næsten alle højkastefolk - fortsætter på de højere læreanstalter.

Politik
Nepals monarki blev opløst i 2008, og landet er nu en sekulær forbundsrepublik.

Valgret
Alle opnår valgret som 18-årig. Kvinder kan stille op til valg på lige fod med mænd.
 
Religion
Hinduisme og buddhisme. Ca. 4% af befolkning er muslimer.

Kaster
Der findes 4 hovedkaster og en lang række underkaster.
Præsterne udgør den øverste kaste.
Krigere og regenter udgjorde den næstøverste kaste.
Bønder, handelsfolk og håndværkere udgør den tredje kaste.
Daglejere og tjenere udgør den fjerde kaste.

Under dette hierarki befinder de “urørlige” eller kasteløse sig. De har urene job, associeret med døde mennesker eller dyr, for eksempel læderarbejde og renovation.

Man fødes ind i en kaste, og intet kan ændre det. Man kan ikke gifte sig til en højere kaste.

Levealder
Kvinderne bliver i gennemsnit 64 år, mens mændene i gennemsnit bliver 64,2 år.

Børn
3,9 pr. kvinde.

Løn
Løn for en skolelærer pr. dag er ca. kr. 12,00.
Gennemsnitlig løn pr. person pr. dag kr. 5,00.

Torsdag den 8. marts 2012
Forår, sommer, efterår, vinter - endelig den 8. marts 2012. Rejsen blev bestilt en kold februar dag i 2011.

Ti forventningsfulde personer, Jes, Tove, Ole, Lars, Finn, Hans Verner Jesper, Henrik, Joachim og jeg selv mødtes i Kastrup Lufthavn kl. 8.45 - alle klar til den store rejse. En rejse for livet.

Vi mødte den italienske guide, Andrea og vennen Lorenzo i lufthavnen i Doha, hvorfra vi fulgtes til Kathmandu.

Det var et stort plus, at vi i januar måned 2012 alle havde tilbragt en dag sammen i Silkeborg Skovene - med efterfølgende frokost og hygge hos Hans Verner og Anna. Vi var derfor ikke fremmede overfor hinanden.

Turen i Silkeborg Skovene havde rystet os godt sammen. Vi havde fået et godt grin sammen flere gange den formiddag i skoven. Jeg stod selv for årets stunt - tror jeg - vi skulle passere en meget smal bro - det sneede - brillerne duggede - så jeg så ikke nogen bro forud - valgte derfor at køre til venstre - dum disposition skulle det vise sig - for cyklen blokerede fuldstændig - jeg var kørt ned i en bæk og stod i vand til midt på underbenet!

Ankomst til Kathmandu          
Vi ankom til lufthavnen i Kathmandu den 9. marts 2012 kl. ca. 11.45.

Vi skulle først have vores visum, inden vi kunne forlade lufthavnen. Her stiftede vi for første gang bekendtskab med ordet og begrebet “Nepal-time”- (hvad der tager 5 minutter i Danmark tager ca. 1 time i Nepal) sikke et kaos. Vi kunne lige så godt geare fuldstændig ned allerede fra dag 1. Lean-begrebet var og er vist ikke nået til Nepal?

Næste udfordring viste sig, da vi forlod lufthavnen. Vores nepalesiske guide Ox skulle hentede os. Det vrimlede med drenge, som ville hjælpe med at bære vores kufferter - Ox´s drenge - troede vi - men ak nej - det var drenge, som var der for at tjene penge på at bære turisternes kufferter. Så det var bare op med pungen.

Vi blev herefter budt velkommen af Ox (charmerende fyr i 30´erne), som hængte den smukkeste, orange blomsterkrans om halsen på os - kransen betød lykke og god cykeltur.

Namasté
Vi kvitterede med den almindelige hindu-hilsen - Namasté(narh-mah-stæ), hvor man samler håndfladerne op foran sit bryst og ansigt. Et ord som vi alle skulle komme til at sige mange gange dagligt de næste 12 dage.

Venstrekørsel og trafikkaos
Vi blev transporteret i bus til vores første hotel i Kathmandu. Tror vi alle følte, at vores liv lå i chaufførens (Harry’s) hænder - tak skal du have et kaos! For det første foregik kørslen i venstre side af vejen. Det vrimlede med biler - tror aldrig, at jeg har set så mange biler på ét sted! Og sikken en larm - alle dyttede og båttede - ikke noget med at overholde vigepligten - skulle man ud - så kørte man ud - godt nok fulgt at et varslende dyt! Mærkeligt - men ingen uheld eller sammenkørsler - det virkede - trods det umiddelbare kaos - som om nepaleserne havde fuldstændig styr på kørslen.

Det var aldrig gået i Danmark - nepaleserne kan virkelig lære os meget om overbærenhed og tilgivelse i trafikken!

Jeg besluttede mig for at flytte fokus fra trafikken og kiggede derfor op - men det blev det ikke bedre af. På toppen af en høj bygning stod tre mænd med hver sin mukkert og huggede bygningen ned - uden stillads, uden sikkerhedsline, uden hjelm eller anden beskyttelse. Det var skrækkeligt at se!

Så besluttede jeg mig for at kigge til venstre - men det hjalp heller ikke spor - vi passerede en flod, som var fyldt op med affald. Tænk, hvis vi kunne hjælpe nepaleserne med at udnytte affaldet, så man kunne forhindre, at det blev smidt i floden med forurening til følge. Men jeg er godt klar over, at verden er skruet sådan sammen, at man som regel hjælper andre med udgangspunkt i “noget for noget” princippet. Og hvad kan Nepal tilbyde? Den massive nepalesiske korruption spiller selvfølgelig også ind.
 
Nå, vi nåede sikkert frem til vores første hotel i Kathmandu og blev indkvarteret.

Herefter var det tid til at få pakket cyklerne ud. Jeg var lidt nervøs for, om jeg nu kunne spænde gearet rigtigt på cyklen o.s.v. Jeg kunne dog godt lægge nervøsiteten væk for vupti… tre raske drenge havde samlet cyklen i løbet af nul komma fem. Super. Første udfordring var løst.

Så var det tid til aftensmad på en hyggelig restaurant i Kathmandu - klokken var allerede 19.00!

Etape 1: Til Balthali (km  xx  højdemeter xx) - lørdag den 10. marts 2012     

Endelig, nu var det nu - det vi alle havde set frem til - nu skulle vi opleve Nepal på ryggen af vores mtb. Alle sanser var slået til.

Vi forlod hotellet iført støvmasker og lignede til forveksling Rip, Rap og Rup. Kørte fuld af forventninger ud i trafikken - over i venstre side af vejen - og så af sted. Nu var vi pludselig selv - uden afskærmning af nogen art - ude i et sandt trafikkaos. Ox guidede os på sikker vis ud af Kathmandu - men det var alligevel noget grænseoverskridende! Biler, motorcykler fra højre, venstre, dytten og båtten. Vi skulle være vågne hele tiden. Jeg havde fra starten indset, at det ikke nyttede noget at hidse sig op - og vigtigst af alt - vi var gæster i landet - og man opfører sig ordentligt som gæst. Jeg ville være en god ambassadør for mtb folket.

Den indstilling gjorde, at jeg pludselig, midt i kaos'et opdagede, at nepaleserne på forunderlig vis havde styr på kørslen: De kørte ikke stærkere end de kunne nå at reagere, og så var de jo vandt til at køre sådan! Den indstilling hjalp mig på resten af turen. Jeg kunne slappe af i trafikken og koncentrere mig og holde fokus på det, som virkelig betød noget, store huller i vejen, boder, hunde, køer, geder, holdende motorcykler og nepalesere i vejsiden.

Tror kun jeg så én ulykke på hele turen, en lastbil var kørt af vejbanen - men det sker jo også i Danmark.

Apropos løse køer
Vi undrede os over, hvorfor der gik så mange løse køer rundt i Kathmandu. Forklaringen lød, at man kommer 20 år bag lås og slå, hvis man slår en ko ihjel - 3 år, hvis man slår et menneske ihjel! At køer er hellige på disse kanter, er ikke bare en myte!

Turens første stigning 
Vi nåede nu endelig ud til dagens stigning - væk fra asfalten - nu ventede en opkørsel på gruset og støvet underlag. Vi var nu tæt på grænsen til Tibet.

Vi delte os i to grupper, da man kunne komme til toppen ad to forskellige veje. Det hed sig, at den ene vej var lidt mere tuff end den anden! Jeg valgte den mindre tuffe vej - hvis den da var det? Benene skulle i hvert fald lige i gang, og solen bagte. Lækkert, det jeg havde glædet mig til i over et år!

På toppen ventede en vældig stemning. Her stiftede vi for første gang bekendtskab med nepalesernes livsglæde på trods af fattige kår. Der blev danset til music. Mændene var godt nok i klart overtal. Jeg tror, jeg så to kvinder: Den ene lavede mad, den anden dansede lidt med drengene/mændene.

Men hvorfor var der ikke flere kvinder på pladsen? Det fandt jeg ud af senere på turen!
 
Børnene myldrede om benene på os. Glade, smilende, beskidte. Det støvede fra deres hår, når vi klappede dem på hovederne. Et par stykker fik lov til at køre en tur på vores cycler. Jeg er sikker på, at det var årets oplevelse for dem - tænk at kunne glæde et barn med en tur på mtb´en - dejlig fornemmelse!

Jeg snakkede med en dreng. Han var 8 år og kunne forstå og tale engelsk. Jeg spurgte, om han havde en cykel. Det havde han ikke, men hans øjne viste tydeligt, at han godt kunne tænke sig en cykel.

Så gjaldt det nedkørslen - en lang støvet nedkørsel igen på underlag af sten, grus og støv - nu skulle der virkelig holdes fokus på vejen - et styrt ville formentlig koste en brækket arm.

Arbejdsfordeling mellem kvinder og mænd
Vi passerede mange små landsbyer - og hvad var det? Kvinderne sad og vaskede tøj i bækken. Gjorde ophold ved en vandmølle, hvor en kvinde malede mel. Så kvinder slæbe brænde, kviste, græs m.v.  Allerede på førstedagen kunne vi så småt ane en tendens. Som turen skred frem, tegnede der sig et meget klart billede af den nepalesiske arbejdsfordeling!   

Undersøgelser har vist, at kvindernes opgaver med børn, i hjemmet og I landbruget tager dobbelt så lang tid som mændenes!

Mændene mener, at de arbejder fysisk hårdt i landbruget, og at de derfor har brug for tid til at spille kort og drikke og more sig med vennerne!   

En arbejdsfordeling, som turens mandlige deltagere tilsluttede sig med det samme!

Jeg erfarede adskillige gange de følgende uger, hvordan nepalesiske mænd betragtede hårdt fysisk arbejdende kvinder i stedet for at hjælpe til. Den altid galante og tjenstvillige, italienske guide, Andrea ville slide sig selv op i løbet af en uge, hvis han boede i Nepal.  

Nå, men på trods af ovennævnte mødte vi smilende, forundrede og glade mennesker overalt. De blev mødt med Namasté eller hello.

Cola-junkie
Vi gjorde ophold ved en lokal butik, som solgte colaer. Skønt med lidt brændstof - støvet skulle skylles ned. Det blev ikke den sidste cola på turen. Tror aldrig, at jeg har drukket så mange colaer på 14 dage - min kvote for i år er vist opbrugt.

Fodboldtrøjerne
En af deltagerne, Henrik, havde, efter ønske fra sin søn, medbragt sønnens fodboldtrøjer, som han skulle give til børnene undervejs på vores tur - sød tanke.

De første to blev afleveret til den sødeste dreng på seks år og hans lillesøster på fire år.

Drengen fik en FC Barcelona trøje - pigen den svenske landsholdstrøje. De var begge meget betuttede.

Med hvad var nu det? - Henrik tog FC Barcelona trøjen fra drengen, for at give den til pigen, da den svenske landsholdstrøje var for stor til hende. Det gjorde ondt på drengen, kunne man se, og hans øjne hvilede hele tiden på Barcelona trøjen. Men han sagde ikke en lyd… den var ikke gået hjemme i Danmark!

Drengen havde sikkert ikke nogen anelse om, hvem FC Barcelona er, men blå og bordeaux er nu engang pænere end gul!

Trøjerne blev herefter uddelt løbende over de næste 11 dage til stor glæde for børnene. Vi så to børn lege i noget sand i Kathmandu den sidste dag - de havde Henriks trøjer på og kunne kende os, da der blev piftet efter dem. Rørende syn! Henriks søn kan med god grund være stolt!

Hotel Dhulikhel Village Resort
Vi nåede hotel Dhulikhel Village Resort sidst på dagen. Fantastisk udsigt - kunne ane de sneklædte Himalaya-bjerge i det fjerne.

Måtte for resten lige ned og snuse til den nepalesiske muld, da cyklen valgte at kaste mig af til venstre for en hullet sti på vej til hotellet.

Joachim måtte også en tur i jorden, da han ville overhale Henrik venstre om. Joachim havde ikke set, at der var et stort hul, og fik ikke sat af - der var formentlig ikke nok støddæmpning i forgaflen(?) …og bang så lå Joachim også og snusede til den nepalesiske muld - så var vi to! 
 
Aftensmad kl. 19.30 og en velfortjent øl. Jeg bestilte en Tuborg og fik serveret en stor Guld Tuborg 70 cl. 5,6% - sådan! Det må man sige: I Nepal er en øl en øl! 

Kobjælden
En af deltagerne, Lars, havde medbragt en original kobjælde aus Switzerland.

Kobjælden skulle hver aften overdrages til en ny deltager efter et selvvalgt kriterie. Kobjælden skulle være synlig hele dagen. Jeg kom faktisk til at holde af den beroligende klong klong lyd.

Kobjælden blev i løbet af turen tillagt mange egenskaber, godt humør, positiv, godt kendskab til sig selv og evnen til at rejse sig igen, når “muren” rammes, teknisk snilde, elefant-tække, beskyttende (i den til tider kaotiske trafik), beroligende, hjælpsom og tapper - flotte egenskaber må man sige!

God idé - kan sagtens tåle en gentagelse på fremtidige ture.

Etape 2: Tilbage til Kathmandu (km xx  højdemeter xx) - søndag d. 11. marts 2012  

Etapen gik fra hotellet tilbage til Kathmandu ad alle tiders nedkørsel, grus, store sten og løst sand - god fart - fantastisk følelse af frihed og samhørighed med sin mtb - det var og er da lykken!

Templet Indreshwar Mahadev a Panauti
Vi skulle besøge templet Indreshwar Mahadev a Panauti på vejen og måtte lige forcere en stejl stigning, inden vi nåede op til templet.

Joachim satte fra starten et voldsomt tempo, og han trådte forbi de forreste álá Andy Schleck. Vinderinstinktet fra basketball-tiden er stadig intakt!

Håndmalede religiøse billeder
Vi passerede mange salgsboder på vej op til templet. Jeg faldt straks for et af de flotte håndmalede religiøse billeder - sikke farvekombinationer (jeg elsker smukke farver!) Sådan et måtte jeg bare have med hjem!

En vaks sælger så julelyset i mine øjne. Han fortalte om billedet, at det skulle hænges op på en bestemt made, og at det var malet i 3D – fantastisk! Jeg lovede at komme tilbage til forretningen efter tempelbesøget. Det havde han sikkert hørt adskillige gange før, så han valgte for en sikkerhedsskyld at følge mig under hele tempelbesøget – diskret, ikke irriterende på nogen måde. 

Så skulle der forhandles - svært og grænseoverskridende, når man ikke har prøvet det før, men det gik, og jeg fik forhandlet billedet ned i 280 dkr. Udgangspunktet var kr. 400 dkr. Sælgeren griner sikkert endnu - men jeg er tilfreds - og det er jo sådan, det skal være!

Skønne børn
Jeg snakkede med to dejlige drenge på 8 år og 10 år. Den store dreng var god til engelsk. Jeg gav ham lov til at køre en tur på min mtb. Nej, hvor blev han glad. Jeg var dog en overgang nervøs for, om han kunne finde på at stikke af - det gjorde han selvfølgelig ikke.

Aftentur i Kathmandu’s gader  
Vi var et par stykker, som gik en tur i Kathmandus gader inden aftensmaden. Klokken var ca. 18.00 - det var mørkt, men på trods heraf kunne man stadig købe kød, kyllinger og fisk.

Fødevarerne lå fremme på borde ud til gaden, kvaliteten skulle kunne konstateres ved selvsyn og berøring. Var kvaliteten ikke god nok, så var det videre til næste bod, hvor man igen mærkede på fødevarerne - formentlig det samme kød, som vi spiste på restauranten om aftenen! Jeg fik heller ikke på noget tidspunkt serveret sejt kød/kylling - altid lækkert og mørt - det tror da pokker!

En lille ussel og tynd dreng havde spottet mit bløde punkt for børn. Han fulgte mig tæt rundt i gaderne - please give me some money - ikke sjovt, principfast at skulle ignorere drengens bedende øjne!

Efter gåturen var det tid til aftensmad - ikke noget med ris og kylling i dag, så jeg bestilte en pizza og den obligatoriske Tuborg øl.

Vasketøjet 
To af deltagerne, Jes og Tove, havde fundet ud af, at man kunne få vasket sit cykeltøj hos en lokal. Det beskidte cykeltøj var derfor indleveret til vask og kunne afhentes næste morgen kl. 8.00.

Men hvad var nu det? Ox mente, at vi skulle forlade hotellet kl. 07.30 den følgende morgen, da vi havde en lang og hård etape foran os.

Hvad så med cykeltøjet? Ox lovede at sørge for, at cykeltøjet blev afleveret til hotellet inden afgang, ellers måtte Jes og Tove jo køre med numsen bar!

Den oplevelse fik vi desværre ikke.       
      
Kærlighed og ægteskab
Vi havde på vores aftentur i Kathmandu’s mørke gader passeret et stort bryllupsoptog med orkestermusik og dans. Festligt møde.

Ox fortalte derfor om nepalesisk kærlighed og ægteskab. 

Ox fortalte, at han er opvokset på landet og som følge deraf ikke selv har kunnet vælge sin ægtefælle. Det er ene og alene en forældrebeslutning, når man bor på landet.

Ox kendte ikke sin brud i forvejen, men han havde været heldig, mente han. Kærligheden er vokset med årene, og han er i dag - syv år efter brylluppet - stadig forelsket i ægtefællen! Han føler, at kærligheden vokser år efter år - smukt.
      
Det forholder sig anderledes, hvis man er opvokset i Kathmandu. Her kan man vende tingende på hovedet: Først forelskelse/kærlighed og så bryllup - som vi kender det på vores egne breddegrader.

Bryllupsgaver
Mandens familie giver bruden smykker, imens brudens familie møblerer hjemmet.

Etape 3: Til Daman (km xx  højdemeter xx) - mandag den 12. marts 2012  

Vi forlod hotellet i Kathmandu kl. 8.30 som aftalt - nu gjaldt det Daman. Smuk tur ad den gamle vej til Indien. Etapen sluttede med en lang opkørsel med heftige stigningsprocenter.

Den dameglade unge munk
Vi besøgte et munkekloster på vejen. Spændende. Vi fik en rundvisning af en engelsktalende ung mand på 16 år. Han fortalte, at han havde boet i forskellige klostre det meste af sit liv, da han var forældreløs. Han var nu avanceret til lærer.

Han fortalte, at mange af drengene kommer til klosteret af samme grund.
 
Han viste os en sovesal. Drengene sad i deres køjesenge og kiggede betuttet på os. Tænk at kunne læse deres tanker!

Vi så messerummet, hvor drengene sad og messede. Samtidig lød en konstant monoton trommen: bom bom.

Vi så også, hvordan bederullerne blev fremstillet. Fem mænd sad og klistrede skrifter på strimler. Strimlerne blev efterfølgende hængt til tørre.      

Munken førte os herefter ind i et meget smukt rum/sal udsmykket med religiøse tegninger i smukke farver. Han fortalte om rummets betydning.

Slutteligt skulle munken betales for sin store gæstfrihed, hvilket er kutyme i Nepal.

Denne gang var det imidlertid anderledes. Munken ville ikke have penge! Begrundelsen lød, at der havde været to kvinder i klosteret - hvilket var mere værd end penge!    
   
Frokosten
Frokosten blev indtaget på et spisested ved en sø. Ris og kylling. Husk! Lad være med at tjekke køkkenet før du spiser - så dør du af sult i Nepal! Et under, at vi undgik sygdom. Vi må alle være i besiddelse af et stærkt immunforsvar!?

Herefter videre det sidste lange og stejle stykke til Hotel Daman View Resort. Vi var nu i ca. 2100 meters højder. Der var hundekoldt på toppen!

Hønsehuset  
Værelserne blev uddelt. Jeg fik et værelse i et tidligere hønsehus, tror jeg.
Jeg må indrømme, at jeg kiggede lidt, da jeg åbnede døren! Rummet var mørkt og klamt. Rummet var møbleret med en seng og et lille sengebord. Madrassen var en spånplade med et lagen på, og der skulle næsten to mand til at løfte dynen! Nu ikke så sart tænkte jeg og var i det øjeblik glad for, at jeg havde været spejder og som følge deraf havde prøvet lidt af hvert!

Det lækre varme bad 
Det skulle gøre godt med et varmt bad. Frøs stadig en del. Men, hvor er jeg dog naiv indimellem - der var påmonteret en vandhane på væggen i skulder højde - iskoldt vand - super! Ingen håndvask og et toilet ovenpå et hul i jorden - sådan!

Værtsfamilien gik med nød og næppe (på grund af gas rationering) med til at varme vand til os. Vandet blev hældt over i en spand, som stod på vores værelse. Vi kunne så selv supplere med koldt vand. Jeg kunne lige netop få begge fødder ned i spanden - så stod den på etagevask og klaprende tænder. Nej, hvor jeg frøs!   
   
Ikke alle deltagere nåede at få varmt vand - så de måtte bade i iskoldt vand - cykelhjelmen af for det.

God nat og sov godt
Joachim besøgte et par af deltagerne på deres værelser. En af deltagerne var gået “sukkerkold” takket være den stejle opkørsel i kombination med for lidt væske/mad og kulden. Han fik derfor ekstra omsorg blandt andet i form af varm te med sukker.

Da Joachim forlod værelserne skød han, uden at tænke videre over det, slåen for døren, så nu kunne de ikke længere komme ud!

De råbte alle på både Joachim og en “låsesmed” - men forgæves, Joachim var over alle bjerge.     

Værelserne lå lidt afsides, så vi andre kunne heller ikke høre dem. Det lykkedes dog Henrik kravle ud af et lille vindue, hvorefter han kunne befri de andre.

 Tænk positivt
Sandhedens time! Alle var kolde; alle var sultne og nogen var blevet last inde! Det var nu (i nødens stund), at der skulle tænkes og handles positivt. Den negative stemning skulle vendes hurtigt ellers kunne det få konsekvenser for resten af turen. Det lå i luften, at det ville blive en aften og en nat, som vi alle ville huske selv efter hjemkomsten til Danmark. Ikke noget med at løbe skrigende væk - for hvor skulle vi også løbe hen? Når nepaleserne kunne bo sådan, så kunne vi også. Det var jo kun for en enkelt nat.

Bålet
Værten havde nu tændt et bål. Skønt! Det varmede så dejligt… optimismen voksede i takt med, at varmen steg. Der blev serveret french fries og grønsagsruller dyppet i friture. Det røg lige ned i dybet og gjorde underværker. Der blev grinet og fortalt historier. Den begyndende krise var taget i opløbet. Tak skæbne!

Aftensmaden blev serveret i restauranten (lignede et gammelt vandtårn), hvorefter vi igen satte os omkring bålet.

Tårnet blev oprindeligt benyttet af overnattende i forbindelse med tigerjagt.

Passion for cykling    
Der er nu ikke noget så hyggeligt som at sidde rundt om et bål og sludre.

Ox fortalte os om sin livsfilosofi og om sin passion for cykling. En passion vi alle deler med ham.

Ox påstod, at den primære drivkraft - for ham - er glæden ved cykling, det økonomiske kommer i anden række.

Svært helt at forstå, da drivkraften og motivationsfaktoren i vores job som regel handler om at tjene gode penge, så vi kan købe et stort hus, lækre møbler, lækkert tøj, to biler i garagen, det sidste nye elektronik og it o.s.v. - materielle behov, som Ox overhovedet ikke kender til og fristes af.

Vi søger oftest identitet , indhold og mening gennem de ting vi omgiver os med, de aktiviteter vi køber os til, det tøj vi klæder os i, de dyre cykler vi køber som almindelige motionister o.s.v.

Spørgsmålet er så, hvem der er lykkeligst?! Og hvem der tør indrømme overfor sig selv, at det materielle ikke gør en lykkelig - måske lige i øjeblikket, men ikke på sigt! 

Ox bor sammen med sin mor og sin ægtefælle i en lille lejlighed. Ægtefællen er syerske. Jeg forestiller mig, at lejligheden kun rummer det fornødne.        

Ox er endvidere læremester for unge fyre, som også gerne vil være guider. Han havde dog ikke den store succes i starten, idet en af guiderne blev forelsket i en engelsk pige, hvorefter han rejste til England. En anden blev forelsket i en svensk pige og rejste til Sverige.

Guiderne er i dag ansat på kontrakt. Om kontrakten så er mere værd end det papir den er skrevet på, ja det må guderne vide.

Sengetid
På med natbukser, lange cykelbukser, cykeljakke, hat og halsedisse og så i seng. God nat.

Men så let var det ikke. Jeg kunne bare ikke falde i søvn. Jeg kunne pludselig høre en mystisk skratten et sted i værelset, og… jeg havde glemt at lukke min kuffert. Pokkers! Jeg er bare så bange for mus og rotter! Kunne også høre dyr løbe over bliktaget! Var det også mus og rotter? Jeg måtte igen sige til mig selv, at jeg skulle tage mig sammen - dynen op over hovedet - god nat!

Sov on and off den nat. Vågnede tidligt ved hanegal og storm- og regnvejr. Det var næsten ikke til at bære, tænk hvis vi skulle ud i det frygtelige vejr ovenpå sådan en nat. Godt Jesper havde en sjov Mr. Bean film på iPaden!

Det blev heldigvis en skøn solskinsdag!

Jeg tror ikke, at dette “hotel“ benyttes på fremtidige ture. Så bare rolig - det var kun os på “jomfrurejsen“, som fik den fornøjelse.

Etape 4: Til Hetauda Sima Hotel over passet Simbhanjyang (2.488 meter) (km xx  højdemeter xx) - tirsdag den 13. marts 2012  

Afgang kl. 9.30. Vi kørte det sidste stykke op til 2.488 meter over passet Simbhanjyang. Her gjorde vi ophold og drak te og spiste sukkerkage.

Damen i det åbne træskur, som også var hendes hjem, sad ved sit bålsted og lavede te til os. Vi sad alle inde i skuret på små skamler og bænke. Der var lavet en alkove under halvdelen af loftet, hvor hun og manden boede. Vi kunne i hvert fald skimte et par madrasser. Svært at forstå, at mennesker bor sådan i 2012.

Herefter fortsattes turen over passet og ned ad verdens længste nedkørsel - ca. 60 km. Lækre hårnålesving, næsten igen trafik. Det er ikke hver dag, man prøver sådan en nedkørsel - så det var bare at følge vejens kurver - og så afsted og nyde det. Vi lavede opsamling et par gange for at holde feltet nogenlunde samlet.

Hængebroen
Da vi nåede bunden, fik vi øje på en hængebro. Den skulle prøves! Men først lige en photo-session. Vi var blevet omringet af et par unge mennesker og nogle børn. Et par af de unge stod med en mobiltelefon. De ville have et billede af mig - først sammen med drengen, og efterfølgende sammen med pigen. Sjovt, her gik vi og fotograferede alt og alle, og så var der pludselig nogen, som ville have billeder af os!

Så skulle broen bestiges. Den var heldigvis ikke af bambus. Bunden var skridsikre stålplanker, siderne var et fleksibelt stålgelænder.

Vi besluttede os for at trække over for derefter at cykle tilbage.

Børnene smuttede med ud på broen og hoppede og dansede, så broen svingede - noget angstprovokerende, da der var temmelig langt ned! Der var ikke andet at gøre end at grine og hvine fjollet - til stor morskab for børnene.

Jeg mistede fokus på tilbagevejen og måtte holde ved gelænderet et par gange - skrækkeligt - for gelænderet var jo fleksibelt. Sikke de andre kunne more sig - men over kom jeg!

Tempel besøg  
Vi besøgte endvidere et afsides beliggende tempel. Vi fulgte mange stejle stentrapper i jagten på templet. Forstod pludselig, hvorfor nepaleserne bevæger sig langsomt!

Vi blev budt velkommen af en munk, som selv havde boet i templer 45 år af sit liv. Han viste os køkkenet. Det var ligesom at besøge Hjerl Hede (et levende museum i Jylland, hvor gamle håndværk og levemåder ikke er overhalet af industrialiseringen). Maden blev lavet i gryde på bål. Igen tanke- vækkende, at mennesker lever sådan i 2012.

Vi fik også lov til at gå ind til en munk, som sad og messede/mediterede samtidig med, at han kørte den karakteristiske perlekæde mellem fingrene.

Vi satte os på en madras på gulvet og lyttede til munken. Jeg tror, vi alle følte os beroliget og fuldstændigt afslappet af at lytte til de summende lyde, som kom ud af munkens mund.

Herefter op på cyklerne igen med kurs mod Hotel Hetauda Sima i Hetauda. 

Etape 5: Til Chitwan National Park (km xx  højdemeter xx) - onsdag den 14. marts 2012

Turen til Chitwan National Park foregik ad en flad rute langs floden. Stille og rolig tur - trods perioder med euforisk Tour de France stemning - det er nu sjovt at give den gas på en flad rute!

Turens første teknisk svære udfordring
Vi drejede på et tidspunkt fra den trafikerede vej og skulle i den forbindelse passere turens første teknisk svære udfordring - nogle store sten, som lå hulter til bulter. Der var et meget smalt spor til venstre, som skulle følges for at komme helskindet ned - men hvad var nu det? Cyklen ville pludselig til højre - og bang - så lå jeg oven på en rimelig stor sten, som jeg ramte med hoften. Jeg kunne rejse mig og konstatere, at jeg var fuldstændig uskadt - eller næsten - fik lidt småskrammer på højre knæ + et stort blåt mærke på højre underarm. Sårene blev renset i håndsprit - så op på cyklen igen og videre. Heldigt, at der ikke skete mere.

Ruten langs floden var meget smuk og fredfyldt. Temperaturen havde sneget sig op på 33 grader. Perfekt.

Vi så 14 kvinder, som plantede ris i rismarken. De hyggesnakkede og grinede. De spredte en aura af ro og harmoni. Skønt at se.

Chitwan National Park    
Så gjaldt det nationalparken. Nepals bedst kendte nationalpark, som omfatter ca. 932 km2.

Nationalparken var indtil 1950 kongeligt jagtterræn, hvor Nepals konge med gæster drog på jagt for at skyde næsehorn og tigre.

Området blev til nationalpark i 1973. Tilflyttere fik tildelt jord uden for parken. Folk bor stadig den dag i dag i deres små karakteristiske lerklinede hytter uden for parken.

Det meste af Chitwan er dækket af løvskov. Ca. 20% af parken er græsstepper, som især ses langs floden.

Solnedgang
Vi gik efter indkvartering på Chitwan Pakside Hotel ned til floden for at se solen gå ned. Der var opstillet liggestole. Skønt at placere sig i en liggestol med en drink i hånden og se solen gå ned. Så bliver det vist ikke bedre!

Den asiatiske elefant
Vi besøgte også et par stykker af parkens asiatiske elefanter. Den asiatiske elefant kan veje op til 5 tons, og den kendes på, at dens ører er væsentligt mindre end den afrikanske elefants. Det er kun hannerne, der har store stødtænder. Hunnernes stødtænder er meget små og ses næsten ikke.
Den asiatiske elefanten har endvidere udelt kranium og udelt snabel.

Elefanten spiser græs, blade, bambus og rødder. De spiser helt op til 135 kg om dagen og drikker 72-90 liter vand hver dag.

Den asiatiske elefant er gennemsnitlig drægtig i 650 dage. 

Fridag - kanotur, jungle-walk og elefantsafari, lokalt danseshow -  torsdag den 15. marts 2012

Et bank på døren og et - good morning -  lød kl. 06.00. Morgenmad kl. 06.30. Kl. 07.00 afgang kanotur.

Kanoturen
Endelig - nu var det tid til at se krokodiller - noget vi alle havde glædet os til.

Det var en dejlig sejltur. Det gik stille og roligt fremad. Vi sad alle musestille og ventede på, at der sprang en stor krokodille op af vandet foran os, men vi skulle blive skuffede. Turen sluttede - men hov, hvad var nu det? Amazing! Vi kunne se halen af en mellemstor krokodille lige der, hvor kanoen lagde til - mærkeligt! For at være ærlig, ja så var vi alle i tvivl om ægtheden, for den lå knassparkema’ stille. Måske de havde hentet inspiration hos danske forlystelsesparker! Vi danskere er altså ikke sådan at imponere!

Jungle-walk       
Først lidt informationer af nationalparkens guide før vi begav os ind i junglen. Vi kunne forvente at møde tigre (hvis vi var heldige), næsehorn, bjørne, aber, fugle og vildt.

Vi gik og gik - i en lang række for ikke at skræmme dyrene. Guiden stoppede af og til op, når han fik færden af noget spændende - det samme gjorde vi naturligvis. Hvad mon han havde fået øje på? Nå, en hjort. Lidt komisk, jeg har 10 minutters gang til skoven, der hvor jeg bor, og her vrimler det med hjorte.

Vi gik igen en rum tid. Pludselig skete der noget interessant. Vi så et næsehorn med sin unge et godt stykke inde i skoven. Guiden henstillede til, at vi tog benene på nakken, da hun var ved at blive lidt småsur.

Gad hvide, hvad vi skulle have gjort, hvis hun virkelig havde jagtet os. Guiden var kun i besiddelse af en slangebøsse og en pind!

Jeg takker guderne/Budda for, at vi ikke mødte en olm tiger!

Isfugle og lovebirds
Vi forlod skoven for en stund til fordel for floden, hvor vi så smukke isfugle og lovebirds.

Guiden fortalte, at lovebirds hører sammen parvis. Hvis den ene fugl dør - begår den anden selvmord!

Og så pludselig - amazing - en krokodille mere! Denne gang en Gavial (krokodillen med den spidse snude/mund), der lå og solede sig på bredden.

Tilbage til skoven, hvor vi så aber springe rundt i træerne. Skønt at gå i skoven og slappe af.

Vi blev herefter sejlet tilbage til “fastlandet”, hvor vi igen fik øje på en Gavial.

Elefant-safari
Vi blev kørt ud til elefanterne.

Mamma mia (som Andrea sagde flere gange om dagen) et stort dyr, når man pludselig står face to face med en elefant!

Vi var 4 personer i hver kurv. Bare det at få skruet sig ned i kurven, var noget af en opgave! Vi sad i hvert sit hjørne ryg mod ryg. To forudvendt og to bagudvendt.

Af sted gik det. Sjovt, gyngende tempo. Det var knapt så behageligt, når elefanten skulle op ad bakke eller ned ad bakke - især når man som jeg sad bagudvendt.

Den uartige elefant
Vi bevægede os ind i en skov. Pludselig kunne elefanten ikke stå for et stort træ - det skulle nedlægges her og nu! Elefanten gyngede og svajede, og kurven begyndte at skride ned i den side, hvor Joachim på 2 meter og 2 cm sad.

Jeg forsøgte at trække kontra, hvilket ikke lykkedes med mine 173 cm. Begyndte så småt at tænke på, hvordan jeg/vi skulle komme op af kurven, hvis elefanten skulle finde på at smide sig. Måske kunne vi springe op i et træ? Men vi kunne jo ikke komme op af kurven! Vi sad alle med klamme håndfalder og tilbageholdt åndedræt, alt imens elefantføreren skældte og smældte og slog elefanten hårdt i hovedet med sin jernstok. Da det ikke hjalp, stak han elefanten bag ørerne, så den fik blodige sår.

Sad og overvejede at fortælle ham, at det måske kunne hjælpe at rose elefanten og give den en belønning, når den gjorde noget godt, istedet for at banke fornuften ind i hovedet på den. Men det var nok bedst at holde mund.

Vi kom heldigvis sikkert tilbage til udgangspunktet, hvor vi kunne købe bananer til elefanterne.

Aften- danseshow
Vi blev efter aftensmaden samlet foran en scene i det fri - nu skulle der danses.

Danserne - 7 mænd og 1 kvinde - viste forskellige lokale danse med og uden ild og musikinstrumenter. Spændende. Et par stykker af os blev pludselig inddraget i dansen. Jeg fik stukket et stykke træ besat med små bjælder i hånden. Så var det med at holde tungen lige i munden, følge takten og lave de samme bevægelser som danserne. Puha! Det gik vist.

Lady boy
Det viste sig efterfølgende, at “kvinden” til flere af mine medrejsendes store fortrydelse slet ikke var en kvinde, men derimod en mand! Den tanke havde overhovedet ikke strejfet mig. Der befandt sig åbenbart en vaks person iblandt os. Han ødelagde mange illusioner den aften! Lyseslukker!

Etape 6: Til Pokhara, Lake Star Hotel (km 150  højdemeter xx) - fredag den 16. marts 2012

Det er ikke mange, som kan prale af at have kørt 150 km på en mtb - men det kan vi!

Turen fra Chitwan til Pokhara foregik på en relativt flad, meget trafikeret asfaltetape.

Vi passerede de smukkeste kløfter undervejs. Palmer, grønt vand og hvide sandoaser. Man havde bare lyst til at klatre ned og sætte sig i det dejlige hvide sand.

Fredspagoden
Vi besøgte fredspagoden en stupa, som er bygget af en japansk buddhistisk munkeorganisation, der, inspireret af Gandhis filosofi, arbejder for verdensfred.

Meget smukt sted med en fantastisk udsigt over byen i dalen. Vi kunne desværre ikke se Himalaya bjergene på grund af dis.
 
Middagsmad
Vi spiste middagsmad hos en lokal. Den nepalesiske guide var meget  opmærksom på, at maden blev tilberedt, så vi ikke skulle blive syge.

Skønt at sidde hos de lokale og nyde deres mad.

Chips og cola
Det blev også tid til en tiltrængt chips- og colapause senere på dagen hos lokale.

Himalaya-bjergene
Pludselig rejste de 8.000 meter høje Himalaya-bjerge sig i det fjerne, da vi nærmede os Pokhara - FANTASTISK – Det hellige bjerg, Marhhapuchhare, også kaldet "Fiskehalebjerget" rejste sig majestætisk op. Wauw!

Havde en følelse, der sikkert kan sammenlignes med runners high. Måske det kunne kaldes cycling high?

Det var desværre den sidste gang, vi så de fantastiske bjerge, da bjergene var dækket af dis de følgende dage.

Pokhara
Pokhara er det næststørste turistmål i Nepal, da byen er udgangspunkt for de mest populære trekking-ruter.

Hovedgaden er langstrakt  og består udelukkende af souvenirbutikker og restauranter.

Den smukke sø Phewa Tai ligger nogle km sydvest for den langstrakte by.
 
Lake Star Hotel
Vi blev indkvarteret på det lækre nye Lake Star Hotel sidst på dagen.

Gæt et sæt ben
Inden det tiltrængte bad var det tid til fotografering af vores støvede beskidte ben.

Vi havde gæt ben konkurrence efter aftensmaden. Konkurrencen blev vundet med fire rigtige gæt ud af 13.

Etape 7: Til Sarankot. Green Tara (km xx  højdemeter xx) - lørdag den 17. marts 2012  

Turen fra hotellet til Sarankot i 1.600 meters højde var hård. Opkørslen var stejl. Det sidste stykke foregik på et underlag af sten og grus. Ikke småsten og grus som vi kender det - men store sten og grus - hårdt, men godt.

Vi kom alle op til udsigtspunktet, hvor vi kunne nyde den smukke udsigt og det dejlige vejr.

Paragliding   
En af deltagerne - Jesper, en erfaren faldskærmsudspringer - havde talt varmt for, at vi skulle prøve paraglidning.

Ja, hvorfor ikke! Seks af os greb chancen.

Instruktøren spændte udstyret på mig, satte hjelmen på mit hoved, hvorefter vi blev spændt sammen.

Jeg fik en kort instruks, som gik ud på, at jeg skulle samle armene foran mig og løbe alt, hvad jeg kunne, når kommandoen lød. Når vi var i luften skulle armene stikkes gennem hvert sit hul i det bag min ryg hængende udstyr, hvorefter jeg skulle sætte mig ned i “stolen”. OK – forstået!?

Løb
Jeg var sidste springer på pladsen - endelig lød kommandoen – løb! Jeg løb og løb, det var vildt hårdt, selvom instruktøren selvfølgelig hjalp til.

Pludselig var jeg ude over kanten, og jeg svævede ca. 1.500 meter over jordens overfalde - vildt! Så var der det med armene - og ned at sidde i stolen! Nu var der kun tilbage at nyde turen. Fantastisk at se det hele fra luften - følte mig fri som en fugl. Det var desværre blevet overskyet, så der var ingen opdrift, men pyt - det var fantastisk alligevel. Jeg fik også en tur ud over søen nede i Pokhara, inden vi landede.

CD 
Hele turen blev filmet af instruktøren. CD´en kunne købes efterfølgende. Sjovt at se familiens ansigtsudtryk, da jeg satte cd´en i computeren! Respekt!

Priser
Selve turen kostede 100 dollars ca. 560 kr. CD´en kostede 150 kr.!

Testamentet
Jeg havde - i tilfælde af, at jeg ikke skulle overleve flyveturen - aftenen forinden testamenteret min forgaffel til Joachim, da det tidligere havde vist sig, at forgaflen på hans nye Specialized mtb var noget sløv i betrækket… eller var det mon rytteren?

Frokosten         
Frokosten - en lækker pizza - blev indtaget ved den smukke sø.

Kager  
Hvad er en rigtig cykelrytter uden kage? Vi fandt et hotel, hvor man kunne købe den dejligste cappucino og de lækreste kager, i bedste vestlige stil!

Morgenmad 
Vi besluttede os samtidig for at komme tilbage til hotellet næste morgen til det store morgenbord med alt, hvad hjertet begærer.

Hotellet, hvor vi boede kunne kun tilbyde to hårdkogte æg samt toastbrød med syltetøj til morgenmad. Vi trængte til noget med lidt mere gods i!

Aftensmad    
Aftensmaden blev indtaget et hyggeligt sted. Vi bestilte lime-marineret kylling med kartoffelmos og kogte grøntsager. Lækkert. Maden blev serveret indenfor ca. 15 minutter, hvilket er meget usædvanligt i Nepal. 

Etape 8: Til Damauli, Santos Hotel (km xx  højdemeter xx) - søndag den 18. marts 2012  

Fantastisk etape. Super mtb terræn.

Vi startede dog med tre tekniske uheld inden for de første 20 km. Materiellet blev dog - takket være mekaniske genier blandt deltagerne - hurtigt fikset.

Vi kørte ad stejle stenede og støvede nedkørsler. Tak skæbne, hvis man mistede fokus og kom op at hænge på en sten. Ikke noget med usikkerhed og negative tanker. Slap af og kør.

Ole havde lånt Lorenzos leje-cykel - en sort Cube, da Lorenzo tog en hviledag på grund af et dårligt knæ.
  
Ole var meget fascineret af dagens etape og ikke mindst af Lorenzo’s cykel. Jeg kunne fornemme, at han var ude på narrestreger! Ganske rigtigt - han fandt i høj fart den største og mest uhumske vandpytte i miles omkreds, hvorefter han passerede mig samtidig med, at han kørte ned i vandpytten, så vandet sprøjtede op - jeg kørte uheldigvis med åben mund - lækkert! Henrik blev også ramt. Ole kunne vente sig! Det skulle ikke gå ustraffet hen.

Olfert
Vi udtænkte en plan - han skulle have en “Olfert”, så snart det var muligt.
De andre blev sat ind i planen.

Det viste sig imidlertid umuligt at gennemføre planen, da Ole straks satte sig på en bænk, da vi skulle spise frokost.

Plan B måtte træde i kraft. Vi blev hurtigt enige om, at Ole trængte til en nedkøling, hvorfor han blev nedkølet med ca. ½ liter vand. Så stod det 1-1.

Vi ankom til Damauli, Santos Hotel sidst på dagen. Mørket var så småt ved at sænke sig, man kunne imidlertid sagtes fornemme, at Damauli var en meget fattig by.   

Santos Hotel
Man gik fra gadeplan ind i et stort locale, som mindede om et nedlagt værksted. Der lugtede fælt af benzin. Lugten kom fra en larmende generator. Generatoren lavede strøm til hele hotellet/bygningen.

Mit værelse var meget lille. Toilettet var temmelig uhygiejnisk. Der var kun koldt vand i bruseren. Sengetøjet var vist heller ikke helt rent. Jeg havde heldigvis et håndklæde med hjemme fra, som jeg kunne lægge på hovedpuden.

Den nepalesiske guide Ox havde anbefalet hotellet overfor Joachim, så Joachim kunne ikke klandres for den noget lave standard. Vi måtte tage det som en oplevelse.

Ox hentede mig og viste mig et af værelserne i bygningen. Der boede tre lokale nepalesere på værelset. Et lille usselt værelse med tre senge, flænset og urent sengetøj. OK, jeg fattede straks missionen - vores værelser var jo ren luksus ved siden af dette værelse. Jeg blev igen enig med mig selv om, at når nepaleserne kunne bo sådan, så kunne jeg selvfølgelig også for en enkelt nat.

Visionen
Ox fortalte senere, at han gerne vil hjælpe de lokale med at få en højere levestandard. Vi turister indgår selvfølgelig i planen. Hoteldriften og fremtiden kan kun forbedres, hvis de får nogen at øve sig på. Man kunne fornemme, at de virkelig gjorde deres bedste - med support fra Ox. 

Go for it
Ox håber, at dette hotel kan højne standarden i takt med, at turisterne booker sig ind på hotellet. Håber inderligt, at det lykkedes for dem, men der er p.t. lang vej endnu - men Rom blev jo selvfølgelig ikke bygget på en dag. Så go for it - kære nepalesere!

Det virker generelt, som om udviklingen er gået i stå i Nepal for mange 100 år siden. Industrialiseringen har overhovedet ikke vundet indpas på landet, hvilket vi alle har kunnet konstatere gentagende gange dagligt.

Det er svært at få øje på ildsjæle - bortset fra Ox.

Nepal har brug for personer som Ox. Så go for it - kære Ox.
 
Morgenvækningen
Jeg blev vækket tidligt af en syngende nepaleser og en højtråbende nepaleser, hvis opgave det åbenbart var, at få beboerne op på arbejde. Kunne ikke lade være med at ligge og more mig. 

Ville tænde for lyset, men ak nej - ingen strøm. Der var buldermørkt på værelset - så jeg måtte klæde mig på i blinde. Kunne heldigvis konstatere, da jeg lidt efter kom ud på gangen, at jeg var iført cykeltøj!

Nepal er som hovedregel uden strøm dagligt mellem kl. 10.00 og 18.00.

Etape 9: Til Bandipur, Green Park Resort Hotel (km xx  højdemeter xx) - mandag den 19. marts 2012

Første del af etapen var en lang stigning med perfekte stigningsprocenter - skøn fornemmelse! Herefter en lang nedkørsel, hvorefter vi kørte ind på en hård og til tider stejl opkørsel på ca. 10 km til Bandipur og Geen Park Resort Hotel.

Bandipur   
Bandipur er en gammel handelsby på bjergkammen i 1.030 meters højde . En lille by bygget op omkring en kilometer lang, flisebelagt hovedgade, der bogstaveligt talt ligger på bjergkammen, således at husene på begge sider af gaden har flere etager på siden væk fra gaden end siden ind mod gaden. Biler må ikke komme ind i byen.

At komme til Bandipur var som at træde ind i en historiebog, hvor tiden var gået i stå for et par hundrede år siden. Fantastisk sted. Stille, roligt, smukt, romantisk og fredfyldt. Her kunne jeg godt blive for en længere periode.

Eftermiddagste/kaffe 
Vi slentrede alle ind til den gamle bydel, hvor vi drak te og kaffe på det hyggeligste hotel med den mest fantastiske atmosfære, man kan forestille sig.

Kvinde kend din plads    
Idyllen blev dog spoleret lidt, da vi passerede to hårdt arbejdende kvinder. Den ene kvinde skovlede sand op i en kurv, som den anden kvinde bar væk på ryggen.

Ox forklarede, at kvinderne tilhørte den laveste kaste, hvorfor det var naturligt, at de stod for det hårde fysiske arbejde.

Overtro og myter
Vi kom under gåturen til at tale om nepalesiske myter og overtro - Ox fortalte, at det betød lykke at blive ramt af en fugleklat, ligesom en sort kat over vejen betød ulykke - altså nøjagtigt som i Danmark.

Råhygge med to lys (eller var det tre) på et bord
Andrea og Lorenzo gav aftenkaffe/te et hyggeligt sted i Bandipur. Det var den skønneste lune, men mørke aften. Tjeneren satte straks tre stearinlys på bordet, hvorefter vi alle sad og nød den skønne aften sammen.

Morgendysten    
Fem af os aftalte - inden vi gik i seng, at vi skulle mødes kl. 7.15 den følgende morgen. Stigningen skulle lige besejres endnu engang. Spændende om vi alle var lige så kåde kl. 7.15!

Etape 10: Til Manakamana og retur til Kathmandu (km xx  højdemeter xx) - tirsdag den 20. marts 2012

De morgenfriske
Selvfølgelig - en aftale er en aftale - vi var alle fem klar til dysten. Vi fik serveret en sandwich samt lidt pommes frites, inden det gik løs.

Nedkørslen var super med mange hårnålesving og ingen trafik.

Op og ned er ikke lige langt
Logisk set skulle der ikke være forskel, men det føltes anderledes. En opkørsel opfattes altid længere end en nedkørsel. Det samme var tilfældet
den morgen. Dieselmotoren blev slået til og sveden piblede! Kunne desværre ikke følge drengene helt til dørs. Rækkefølgen lød: Joachim, Henrik, Hans-Verner, Pernille og Andrea.

Den nepalesiske hjælpeguide (en ung mand på ca. 20 år) kørte også med, men han vendte om, da han var ca. midt på nedkørslen, for derefter at køre op igen. Tankevækkende, men den nepalesiske fighterånd tåler overhovedet ikke sammenligning med den danske!

Morgenmad
Vi stødte til resten af gruppen og spiste morgenmad sammen, hvorefter vi var klar til at drage ud på 10. etape.

Hotellets personale ønskede os fortsat god tur og held og lykke, hvorefter vi alle fik et gult silketørklæde om halsen og en rød plet i panden.

Styrtet
Så gjaldt det nedkørslen igen. Pludselig lød en grim lyd bag mig - åh nej - Finn var styrtet. Alle de tanker der går gennem hovedet, inden man får bremset op og kommet af cyklen.

Finn havde slået hoften, benet og den ene arm. Heldigvis ikke alvorligt kunne Jes (som er læge) hurtigt konstatere. Finn kom på cyklen og fortsatte nedkørslen på trods af skaderne – respekt!

Tørklædet   
Finn ville gerne have været tørklædet foruden - det havde jo ikke bragt lykke som lovet!? Jeg var imidlertid af den opfattelse, at tørklædet netop havde bragt lykke - styrtet kunne jo have forårsaget en brækket hofte, en brækket arm eller et brækket kraveben…. måske undgået netop takket været tørklædet, hvem ved?

Operationen  
Finn blev “opereret”, da vi nåede bunden af bakken. Jes og Tove (som er sygeplejerske) skar det overskydende hud af og rensede sårene. Dejligt med kompetente mennesker i nødsituationer. God gået Jes og Tove!

Jyden han er stærk og sej  
Finn er et godt eksempel på, at jyden han er stærk og sej. Ikke noget med at ty til bussen. Finn cyklede ligesom vi andre resten af vejen til kabelliften.

Manakamana Mandir
Vi tog kabelliften op til Nepals vigtigste tempel. Det helligste pilgrimssted for hinduer.

Manakamana er navnet på en hinduistisk gudinde. Man er af den overbevisning, at gudinden opfylder ens ønsker.

“Mana” betyder hjerte eller sjæl. “Kamana” betyder ønske.

Det tager fire timer at gå til templet fra dalen. Ca. 10 minutter med kabelliften. Der er 1.302 højdemeter fra dalens bund til toppen.

Et fantastisk sted! Jeg følte, at jeg kom fra vulkanens indre til toppen af vulkanen, da vi kørte med kabelliften op til templet. Virkelig fascinerende og smukt!

Dyreofringer
Hinduerne kommer til templet for at ofre dyr. Det sker for at mildne gudinden, som ønsker blod.

Dyrene, som ofres, besidder mindre heldige egenskaber. Ved at ofre et dyr mindskes dets dårlige egenskaber hos ejerens familie. Hanen besidder kujonagtighed, geden og fåret, dumhed.

Det vrimlede med hinduer, unge, gamle, kvinder, mænd og børn - alle i bare tæer. 

Vi så en familie bringe deres ged op til “slagteren”. Jeg havde imidlertid ikke lyst til at se halshugningen. Geden mistede sit hoved i ét hug, hvorefter dyrets blod blev dryppet over de forskellige helligdomme. Der var bare blod og bare tæer over alt. Skrækkeligt.

Geden blev efterfølgende lagt i en tønde med kogende vand. Hårene skulle brændes af, hvorefter familien kunne tage geden med hjem og spise den.

Omkring tønden lå afskummet dyrehår i et ca. 1 cm tykt lag. Der sad to personer med bare tæer i sandaler på hug ovenpå alle hårene. Det var bare uhumsk! Bare lugten. Fluerne fløj omkring ørerne på dem, og der blev solgt mad både ved siden af gryden og overfor gryden. Er du tosset, hvis sundhedsmyndighederne kiggede forbi her - templet ville straks blive lukket.

Busturen tilbage til Kathmandu   
Efter besøget i templet blev vi kørt i bus tilbage til Kathmandu - ca. 100 km.

Det var igen en tur, hvor vi følte, at vores liv lå i Harry´s hænder. Turen tilbage til Kathmandu foregik ad forholdsvis smalle veje med mange hårnålesving. I Nepal overhaler man først, når man når svinget! Vi fik fuld valuta for pengene. Jeg sad i bussens venstre side med udsigt til en dyb afgrund ca. 1,5 meter fra bussens baghjul - spændende! Et lille puf fra en modkørende og Nepal-rejsen ville ende tragisk.

Vi kom heldigvis til Kathmandu i god behold. Måske igen takket være vores gule tørklæder.

 Etape 11: Til Changu Narayan Temple, Bhaktapur og retur til Kathmandu (km xx  højdemeter xx) - onsdag den 21. marts 2012

Changu Narayan Temple
Dette tempel er det ældste hinduistiske tempel i Kathmandu-dalen.

Templet, hvis fundament er fra 300-tallet, hed oprindeligt Champok (træ). Det blev genopbygget efter en brand omkring år 1700.

Vishnu
Vishnu er en form for gud i den hinduistiske verden. Narayan er et andet navn for Vishnu. Han er kendt som opretholderen. Han er sammen med Shiva hinduernes mest tilbedte gud.

Den guidede rundvisning
Der skulle betales entre for at komme ind til templet, hvorefter en lokal guide stod klar i kulissen.

Han viste os rundt og fortalte inspirerende om stedets betydning.

Ligbrændingen  
Vi blev ført hen til et sted, hvortil familien bragte deres døde slægtning. Vi blev placeret, så vi kunne følge ceremonien.

Det er kun mændene, der deltager I ceremonien, der hvor liget skal brændes.

Liget (svøbt i hvide klæder) blev anbragt på et plateau med ansigtet vendt mod syd. Liget blev båret tre gange rundt om ligbålet mod urets retning. Kroppen blev herefter dækket med brænde, og der blev ofret røgelse.

Med en lerkrukke (med vand) på sin venstre skulder, gik den ældste søn - hvis den døde er faderen - den yngste søn, hvis den døde er moderen, rundt om ligbålet, mens han holdt et brændende stykke træ bag ryggen. Ved hver omgang rundt om ligbålet slog en slægtning et hul i lerkrukken med en kniv, så vandet kunne løbe ud, hvilket skulle symbolisere at livet forlader dens beholder.

Efter de 3 omgange omkring bålet slap sønnen lerkrukken, så den gik i stykker. Han antændte herefter liget via den dødes mund, hvilket er kutyme.

Knogleindsamlings ceremoni
Guiden fortalte, at mændene efter ca. 12 timer hælder vand over asken. Herefter samles asken og eventuelle knoglerester sammen. Asken bliver herefter spredt ud over floden neden for ligbrændingen. 

Reinkarnation
Hinduerne tror på reinkarnation. Den dødes handlinger i livet bestemmer den dødes skæbne i det næste liv.

Det største for en hinduerne er at blive befriet fra sin karma og opnå frihed fra genfødslernes cyklus.

Kun ved moksha (frelse) kan man blive befriet af reinkarnationens kredsløb.
Moksha kan kun opnås på dødslejet.

Renselsesprocessen
Mændene skal efter ligbrændingen i karantæne i 30 dage. De skal gennemgå en renselsesproces, inden de kan tage hjem til deres familier igen. Omgangen med liget betyder, at de betragtes som værende urene.

Barsk oplevelse
Personligt en meget grænseoverskridende oplevelse. Jeg havde ikke lyst til at se selve ildspåsættelsen. Mærkeligt og ubehageligt, at man som turist havde lov til at fotografere og filme noget så personligt som en kremering.

Døden og sorg 
Jeg kunne godt fornemme, at hinduerne har en anden holdning til døden. En hindu skal elske døden ligeså meget som livet!

Man må ikke sørge for længe, da dette vil hindre overgangen til de himmelske verdener. Visse steder er det direkte skammeligt at græde over den døde.

Kontant afregning ved kasse 1  
Vi takkede guiden for rundvisningen, men så let skulle det ikke være! Hvordan kunne vi dog tro, at han havde vist os rundt i over 1 time, gratis?

Han skulle til at hidse en stemning op, da vi ikke umiddelbart ville betale. Vi tog det imidlertid helt roligt. Guiden havde jo ikke på noget tidspunkt givet udtryk for, at han var på timeløn - uforskammet. Vi fik at vide, at vi skulle opføre os ordentlig, når vi var på besøg i hans land.

Det endte med, at vi fik ham forhandlet ned til 30 dollars - jeg må så godt nok indrømme, at han var pengene værd.

Bhaktapur
Bhaktapur er den tættest bebyggede og tredjestørste by i Kathmandu-dalen. Bhaktapur har ca. 95.000 indbyggere.

Byen er den mest velholdte af de tidligere kongebyer. Også her følge man sig hensat til middelalderen. Hyggelig by med smalle gader belagt med mursten arrangeret i fiskebensmønstre, eller glatslidte sandsten. Byen er officielt lukket for bilisme.

Hurtig rundvisning
Vi havde desværre kun en times tid i byen, så vi valgte at cykle rundt i de smukke gader for at prøve at fornemme stemningen.

Vi havde lidt travlt, da vi skulle retur til Kathmandu. Vi skulle hjem til festmiddag! Det var den sidste aften, hvor vi alle var samlet.

Motorvejen
Afsted gik det til Kathmandu. Ox var blevet hjemme den dag, da han skulle tage imod et nyt hold mtb entusiaster.

Den unge guide havde imidlertid lidt svært ved at finde tilbage til Kathmandu, måske også fordi vi bad ham finde en mindre befærdet vej - vi befandt os nemlig pludselig på motorvejen med flyene susende over hovederne på os! Speciel oplevelse! Så kan vi også prale af at have kørt på motorvej.

Bodhnath 
Så gjaldt det sidste kulturelle besøg på turen. En af verdens højeste stupaer. Den 36 meter høje Bodhnath. Fantastisk smuk stupa med kvadratiske trin op til toppen. Buddhas øjne holder øje med alle verdenshjørner. Bedeflag sender gode hilsner til alle.

Et væld af pilgrimme vandrede rundt om stupaen mod venstre. Vi vil - som regel - gerne have et mål for vores vandring. Buddisterne, der ser livet som en cyklus, har ikke noget imod at gå i ring gennem længere tid.

Vi blev nærmest skubbet hen til en balkon, hvorfra der blev messet og fotograferet udover forsamlingen. Måske man bagefter kunne købe et billede, ligesom efter en rutschebane tur i Tivoli ! 

Tilbage til Kathmandu   
Vi havde nu ca. 1 time på cyklerne inden vi nåede retur til hotellet i Kath-mandu.

Herefter et hurtigt bad og så til festmiddag arrangeret af Ox.

Festmiddagen
Vi blev kørt til restauranten to og to i cykeltaxaer. Selve cyklen var temmelig misligeholdt. Den unge chauffør kunne næsten ikke træde pedalerne rundt. Det var bare så synd. Svenden haglede af ham. Jeg havde bare sådan en lyst til at bytte plads med ham.

Restauranten var hyggelig. Vi fik serveret lækre nepalesiske specialiteter. Maden blev blandt andet skyllet ned med den lokale brændevin - a la grappa (ifølge italienerne) - 45%. Brændevinen skulle drikkes af små lerskåle. Dem skulle man vist ikke have for mange af !

VM bukserne og dannebrogstrøjen
Jeg havde besluttet, at Ox skulle have et par (rene) hvide VM cykelbukser og en dannebrogstrøje som tak for en fantastisk tur.

Ox blev bare så glad - det er nu engang en dejligt fornemmelse at forære noget væk til nogen, som virkelig værdsætter det.

Min svigersøn, Jens Erik Madsen, blev verdensmester i 2009 på distancen 4000 m holdforfølgelsesløb på banen. Så der er også en historie bag de hvide bukser med VM striberne.

Belønningen
Vi blev herefter kaldt op til Ox , Joachim og Andrea, én efter én. Vi fik overrakt en sort t- shirt med en flot cykelrytter og Ox´s logo broderet på ryggen, en sort Nepal hat, et silketørklæde samt et flot diplom underskrevet af de tre guider.

Ox fortalte, at han var meget imponeret over vores entusiasme og udholdenhed. Det var første gang, at nogen havde klaret turen uden at gøre brug af bussen. Det kan vi vist godt være stolte af.

Nepal by Night
Vi var nogen stykker som efter middagen lige skulle nå at opleve Nepal by Night inden afrejsen til Danmark den følgende dag. Kl. var ca. 11.15.

Vi fandt et sted, hvor der blev spillet live musik. Vi nåede desværre kun at høre to numre inden bandet pakkede sammen - ærgerligt de spillede ellers godt.

Alle spillesteder og værtshuse i Nepal lukker kl. 24.00. En betjent kom op i lokalet og bad alle forlade stedet. Så det blev ikke til meget Nepal by Night.

Herefter var det retur til hotellet.

Etape 12: Den sidste dag i Kathmandu - torsdag den 22. marts 2012 
Vi havde aftenen forinden besluttet først at spise morgenmad kl. 9.00. Jeg havde derfor tid til at nyde morgensolen fra min dejlige tagterrasse inden morgenmaden. Det var med at nyde den sidste sol inden hjemrejsen til det kolde nord. Tænk hvis det dagligt var muligt at nyde sin morgenkaffe på en solbeskinnet terrasse. Det kunne jeg godt leve med.

Powershopping
Efter morgenmaden stod den på powershopping resten af dagen.

Vi havde en fantastisk hyggelig dag, hvor vi pruttede om priserne så det stod ud af ørerne på os.

100% Kashmir sjaler/tørklæder 
Vi fik i fællesskab forhandlet os til en pris på Kr. 560,00 pr. stk. for de lækreste store kashmir sjaler/tørklæder i det smukkeste farver og mønstre.

Vægtæppet og taskerne
Joachim ville gerne have et vægtæppe med hjem. Han fandt et smukt tæppe udført i silkegarner. Så skulle der forhandles. Udgangspunktet var 22.000 rupee ( 1 rupee er lig med ca. 8 øre) for et lidt større tæppe. Joachim fik sælgeren forhandlet ned til 7.000 rupee - svarende til kr. 560,00. Rørende billigt for et så fint tæppe.

Vi fik herefter blod på tanden. Nu skulle vi have to tasker forhandlet hjem. Udgangspunktet var 2.900 rupee pr. stk.

Vi fik i fællesskab - og med løftet om offentliggørelse af et billede af sælgeren, Joachim og jeg (Ole var pressefotograf) - forhandlet taskerne ned til 3.500 rupee for to tasker - sådan!

Måske billedet kan offentliggøres på Bike Italiens hjemmeside.

De frække Carrera solbriller
Ole købte de frækkeste hvide Carrera solbriller - var han ikke fræk før - så så han fræk ud bag brillerne! Jeg er sikker på, at de bliver grønne af misundelse hjemme i Svendborg !

Afrejsen
Vi forlod hotellet i Kathmandu kl. 19.30. Vi blev kørt i bus til lufthavnen. Ox fulgte med, så vi kunne sige pænt farvel til hinanden - og tak for en fantastisk rejse!

Farvel og tak
Vi landende i Kastrup 23. marts 2012 kl. 13.15. Så var det tid til at sige farvel til hinanden. Altid svært, når man har haft en fantastisk tur sammen - men life must go on!

Jeg vil i den forbindelse gerne sige tak til Joachim, Andrea og Ox for en fantastisk rejse. En rejse som altid vil have en stor plads i mit hjerte. Jeg har bare oplevet så meget. Oplevelser som virkelig sætter tingene i perspektiv.

Jeg vil selvfølgelig også sige tak til Jes, Tove, Ole, Lars, Finn, Hans Verner, Jesper, Henrik og Lorenzo for en fantastisk tur! I har været de skønneste rejsekammerater, man kan forestille sig. Vi har bare haft det så hyggeligt og sjovt sammen - mange tak for det!    

      Og til dig som forhåbentlig er blevet inspireret                 

                     Hold dig ikke tilbage - eventyret venter i 2013!

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

Bike Italien
Joachim.jerichow@bikeitalien.com
0039-0457580515
0039-3496576683

 

 

 

 

 

 

 

Kommentarer og fotos

 

MTB-Nepal 2015: Bjergtaget og rørt på alle sanser – men tag det seriøst, når Joachim skriver, at I skal være veltrænede til turen! Tolv fuldstændigt forrygende dage på mountainbike igennem øde, smukke, strabadserende terræner! I kan roligt glæde Jer til en tur, som det kun er meget få mennesker forundt at have været på!

  • 50-90 km om dagen
  • Seks til ni timer i sadlen hver dag igennem egne, hvor kun lokale nepalesere bevæger sig.
  • Splinter nye MTB og høj daglig service gjorde den tekniske del af turen til en upåklagelig oplevelse!
  • Følgebil med plads til en træt deltager.
  • Enkel med næringsrig kost – HVER dag!
  • Vi boede godt, men enkelt, lige netop det man har lyst til på sådan en tur!

Udsigt, udsigt, udsigt! Den nepalesiske guide, Ox, har touret Nepal i over 20 år. Han kender de ruter, som giver de mest fantastiske fysiske og visuelle oplevelser! Hver eneste dag bød på udsigter, som bare MÅTTE foreviges! Voldsomme udsigter til 8.000 meter bjerge, nedkørsler på over 50 km! Små propelfly, som fragtede os til nye højder og oplevelser! Små spisesteder langt, langt ude i bjergene, som tryllede nærende retter frem. Hængebroer, der skulle krydses, imens en flok grippe grådigt fortærede en ged i det udtørrede flodleje! Andre steder måtte vi af med skoene og bære cyklerne igennem strømmen, som gennemskar grusvejen! Vi fik første parket, men vi skulle arbejde for det, HVER dag, mange timer med meget ømme muskler og bagdel! Men næste sving var et WOW og det næste Woooowww, og sådan blev det ved! Vi var et blandet herre- og dameteam fra Danmark. Alle i rigtig god form og rutinerede MTB kørere, og vi fik vores sag for, men fik belønninger hver dag! Igen, tak for den fedeste tur jeg har været på, sikke oplevelser! Nyd det, god tur! Søren Schriver, Århus.  

I en alder af 53 år må jeg konstatere, at MTB-Nepal 2015 har været min største ferieoplevelse nogensinde! Turen indeholdt rige oplevelser på natur, kultur og sport. Alt sammen krydret med et godt fællesskab og sammenhold blandt nye rejsekammerater. Mødet med Nepaleserne, der til trods for stor fattigdom var venlige og imødekommende giver stof til eftertanke for en i deres øjne rig vesterlænding. Jeg har svært ved at komme med forslag til ændringer. Det virker som om, I har optimeret alt! Peter Jensen, Silkeborg

 

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

Fotos fra 2013

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q

q