’Klik, klik- og klik’ - hjelm og Sidi sko - klar til afgang!

(Skribent: Peter Bjørn Hansen, Roskilde)

Neuschwanstein
Stedet er Seefeld i Østrig, dagens etape går til Neuschwanstein (det sydtyske prinsesseslot), og dagens lokale guide Albert, som Joachim (Bike Italien) kender fra ferieophold ved Gardasøen, opmuntrer os med udmeldingen om, at når det regner i Østrig, så holder det aldrig op! Super, så er vi ligesom i gang! Det bliver dog fint vejr på dagens flade etape, og vi skal endda med bussen hjem efter dagens 120 km – hjem til den håndfaste kvindelige østrigske hotelbestyrer!

Østrig tager sig ud fra sin smukkeste side med lysegrønne dale, flot natur, hvide skyer og sne og is på bjergtoppene. Apfelstrudel, cappuccino og meget mere indgår også på dagens surfer-etape, hvor Guido – vores argentinske chauffør i følgebilen – allerede inden turen kommer rigtigt i gang, må overlade førersædet i bussen til Alberts kone, fordi hans midlertidige italienske kørekort noget overraskende ikke er gyldigt i Tyskland!

Hvorfor har jeg endnu en gang indladt mig på en uges anstrengende cykelophold sammen med nogle for mig ukendte cykelentusiaster (på nær én)? Det umiddelbare svar er, at jeg i et svagt øjeblik havde sagt ja til endnu en gang at prøve kræfter med Dolomitterne (jeg får aldrig nok!) og denne gang med Bike Italien.

Timmelsjoch
Så bliver det tid til at forlade Østrig, og vi begiver os mod Timmelsjoch (Passo del Rombo). Jeg ser frem til at afprøve mine lygter og mud & snow cykeldæk, da bjerget ifølge rejsebeskrivelsen er bjergenes pløjemark! Efter sigende skulle det slet ikke være egnet for racercykler og kendetegnet af meget mørke tunneller. Efter transportstykket gik det opad, og selv efter at have lagt Go-Go barerne i Sölden bag os fortsætter den flotte asfalt og inspirerer til en vurdering af, om man skulle ”stikke af” tidligt på bjerget.

Halvvejs oppe, efter en cola og at have nydt udsigten, samt en sms fra guiden om, at vi ikke skal vente på ham, (hans metaltrætte pedal er knækket), men i stedet spise frokost på toppen, bliver vi klar over, at vi ikke er helt oppe endnu – så vi fortsætter endnu et stykke mod Timmelsjoch og kan i det fjerne skimte toppen, hvor en bus slider sig op, som er den på vej mod et sydamerikansk pas! Joachim indhenter os lidt før toppen med et par friskt indkøbte pedaler (og ikke mindst friske ben), og kun Jesper kan sætte ham på det sidste stykke. En tung dyne af grå skyer presser os til at udsætte alle frokostplaner og indlede nedturen prompte! Jeg nyder den relativt jævne nedfart hele vejen takket være den nye fine asfalt og priser mig lykkelig over ikke at skulle køre ned til den side, hvor vi kom op, da et ekstremt langt, lige stykke mere lignede skihopbakken i Garmisch-Partenkirchen!

På vej ned igennem den langt smukkere italienske side napper vi lige en tidlig frokost kl. 15:30 og fortsætter imod Merano. Godt Søren har forsynet mig så rigeligt med energibarer! Endelig Italien! Slut med den pinlige orden (Østrig) og tak for beskeden fra hotellet på vores opringning om, at vi vil blive lidt forsinket: ”I kommer bare, når I kommer!” Ikke som ved det første hotel, hvor vi måtte høre meget om kunsten at holde en wienerschnitzel og en citronkage varm, indtil gæsterne har tænkt sig at dukke op!!! Man skulle ellers tro, at det var ret normalt, at gæster ikke dukker op på ETA (estimated time of arrival) – især når det gælder ferie i bjergene?
 
Selv dagens største udfordring: at finde cykelstien fra Merano til Silandro løser guiden... med lidt hjælp fra Asbjørn, vores norske telekommunikations- og GPS-ekspert! Til gengæld får vi ingen cappuccino i Merano – byen se ellers nok så spændende ud, snøft! Det er godt, at vi har cykellygter med både til de mørke tunneller og til det sidste stykke vej til hotellet, hvor det er ved at blive lidt mørkt. Langt om længe ankommer vi til det italienske hotel efter 183 km og nogle bjerge senere. Det gør godt med mad, kaffe, øl, vin og babyzinksalve!

Passo dello Stelvio
Klar til en planlagt sen afgang og efter at have shoppet skal vi bare lige have et nyt dæk på Joachims forhjul. Mekanikeren havde vist overset dækkets tilstand, inden han overdrog cyklen til rytteren? Det giver lidt høj puls og ægte italiensk stemning at skifte dækket, som er så stramt, at man skulle tro, det var den forkerte størrelse! Så af sted, og Prato bliver nået efter lidt gruset cykelsti inden opstigningen til Passo dello Stelvio, passet med de 48 hårnålesving! Det er 2. gang jeg kører på Stelvio, og jeg ved godt, at den er lang og bliver pænt stejl til sidst og lader hjernen koncentrere sig om de centrale ting: Holder jeg pulsen under maks, har jeg kræfter nok, og er der vand nok på drikkedunken til det sidste stykke? Jo, det hele rækker, og der er tid til at nyde stigningen og det smukke sceneri – fantastisk – ikke mindst fra toppen i næsten 3000 meters højde, hvor man kan se ned på samtlige hårnålesving, klipperne, de grønne bjergsider og sneen på toppen af de næsten 4000 meter høje bjerge. Man skal godt nok hive lidt mere efter vejret heroppe, selv når man har fundet pulsen igen! Denne gang ville jeg have foretrukket den flotte nedkørsel, hvor vi kom op, men vi skal ned til Bormio, som ligger som en lille ensom by midt i dalen og indbyder til et senere besøg.

Et begyndende regnvejr forhindrer endnu engang frokost på verdens tag, men nu har min mave indstillet sig herpå, og dagens etape var jo a walk in the park!? Heldigvis har Joachim indlogeret os på et super nyt hotel i San Carlo lidt uden for Bormeo. Tak i øvrigt for øllen og det fine aftensmåltid – godt forhandlet Joachim – og Søren (på tysk)!

Passo di Gavia
Efter gruppebilledet foran hotellet sætter vi cruise controllen og kører imodPasso di Gavia via Bormio. Fra denne side er Passo di Gavia ikke voldsomt stejl, men gruppen deles alligevel hurtigt i tre med Jesper forrest, som sædvanlig! Fantastisk flot udsigt tilskovene nedenfor bjerget og de drivende skyer omkring toppen, hvor der i varmen bliver tid til en cappuccino og en let frokost.

Og så går det nedad, og her taler vi om, at det går nedad på smalle, etsporede veje uden autoværn og en asfalt, der ikke er efter hverken danske eller italienske standarder! Fy for den lede... bliver jeg ved med at tænke... det er med ikke at havne dernede!!! Nedkørslen fra Timmelsjoch og Stelvio er for ingenting at regne i forhold til dette, menheldigvis er vejen tør! Udsigten fejler dog intet, og på det sidste stykke er det bare med at køre til igen.

Maurizio Fondriest
På Passo del Tonale møder Maurizio Fondriest os – helt uanstrengt efter små 65 kilometers opkørsel - han får sig lige en cola og guider os på resten af turen, som slutter i Cles, hvor han har sin butik. Og er han bedre til at køre race end os andre? Yep! – og hans hvide cykelsæt forblev hvidt selv efter en byge, og hans butik er absolut et besøg værd! Det var et super indslag og en god afveksling med den tidligere verdensmester!

Asbjørn indstiller herefter GPS’en på Ronzone, og vi er tre, der sætter et højt tempo for at komme til hotellet for at få skyllet dagens strabadser af os. Endnu et godt og afslappet hotel med mad i alt for rigelige mængder! Torsdag er hviledag med læsning, vasketøj, spabad og en lille udflugt efterfulgt af en middag et eller andet sted ude i en skov, som absolut var besøget værd.Vi går tidligt i seng, da vi skal afsted med bussen kl. 6:00 viaPasso delle Mendola for at være i Bolzano til dagens etape i Giro delle Dolomiti: De Fire Pas med start og slut i Bolzano.

Giro delle Dolomiti
Vi er nogle af de første, men Joachim skal lige nå at hente vores numre, parkere bussen, og der kommer Bjarke og Liselotte minsandten (to gamle kendinge fra tidligere ture). De forklarer os, hvad vi skal gøre ved startnumrene og hjælper os på plads med det sidste, for ligepludseligt er der fyldt op med cykelryttere i startboksen, og det hele summer af aktivitet, og det er tid til afgang. Jeg når ikke at få min chip sat på, men det passer mig egentlig fint ikke at skulle køre væddeløb denne dag. Til gengæld fik jeg min sandwich med i lommen.

Stødt og roligt bevæger vi os op til Passo di Sella i det flotteste solskinsvejr. Der er rigeligt med proviant på de indlagte depoter undervejs, og der er tid til at tale med Bjarke og Liselotte, samt flere andre danske deltagere undervejs. Dolomitterne er flottest i dette område – og hvilke bjergtinder! Passo Pordoi, Passo Campolongo og Passo Gardena passeres, og selvom væddeløbet må opgives formentlig pga. et færdselsuheld, så har Joachim nu fået kørt sig i form og træder et vanvittigt tempo op mod mål. Jeg vælger at lægge mig på hjul for ikke at risikere at blive kørt helt i stykker!

Fra Passo di Gardena er der udsigt til at lade raceren gå i frit fald mod Bolzano de sidste ca. 60 km hjem: ’Zoom-zooom-Zooom’ skulle det gerne sige gennem byerne. Men sådan skulle det ikke gå. Det ganske felt bliver fanget i det mest modbydelige uvejr med piskende regn og hagl, der føles som akupunktur på de bare ben og gennem regnfrakkerne (dem der har!). Temperaturene falder drastisk og kuldekramperne sætter ind, så det er svært at holde styret på ret kurs! Det går dog nedad til Bolzano med et enkelt stop til middagsmad i et til lejligheden opsat kæmpetelt. Herfra begynder varmen så småt at komme igen, og helt godt bliver det i solen i Bolzano. Endnu en dag i bjergene er overstået, og det var rart at komme ned til sit skiftetøj i bussen. Oplevelsen mindede mig om at have respekt for bjergene, og jeg vil fremover altid medbringe passende tøj, når jeg befinder mig i 2500 m højde... promise! For en eksakt turbeskrivelse (Giro delle Dolomiti) kan jeg anbefale at læse her (på et senere tidspunkt):
 http://bjarkeandersen.dk/Giro%20delle%20Dolomiti%202008.htm

Så blev det allerede sidste dag. Joachim er ekstraordinært taget af sted for at hente det næste rejseselskab i München (uge 32) inkl. tre amerikanere, og vi bliver hentet af dagens guider Ivan og hans søde kæreste, som guider os over Passo di Palade og videre til Chiusa; 120 km alt i alt som en værdig afslutning på en STOR tur! Asbjørn brillerer så lige med at indtaste hotellets adresse på GPS’en, da vi ikke lige kan finde det i byen og vupti, så er vi på rette vej.

Vores italienske guider skal så lige transportere sig selv tilbage igen til Ronzone, og jeg tror, at de valgte at køre udenom den totalt mørkelagte og ikke færdiggjorte cykeltunnel, som vi benyttede på udturen til Chiusa. Vi andre skulle nu blot finde vores værelser, kufferter og ikke mindst Joachim. Til gengæld er der nu igen endnu en af disse strenge hotelbestyrere til stede, som kommanderer rundt med os og fortæller os, hvad vi må, og hvad vi ikke må! Da Joachim ankommer med hold 2 kan vi gæster se, at han tager det helt roligt trods dagens udfordringer, så vi vælger også bare at være på ferie og slappe af og nyde middagen og selskabet, som endnu en gang er helt i top også takket være de nytilkomne gæster!

Søndag afgang i en næsten ny VW bus mod München, og med god planlægning fra Joachims side er tilkørslen til motorvejen til Brennerpasset blot 500m borte. Jeg får hurtigt tjekket ind i lufthavnen - også bulked luggage, så jeg kan slippe ud af rollen som cykelnørden i lufthavnen og igen kigge undrende på børnefamilierne, som slæber sig en pukkel til, imedens jeg blot i ro og mag læser Financial Times til en kop kaffe, inden det går med direkte fly til Kastrup, hvilket er et must når man skal hjem!

Tak for turen til Joachim og Jer andre – det var en god tur og godt selskab! Jeg kan roligt anbefale Bike Italien, også selvom deres koncept for turenes afvikling er anderledes end den klassiske cykelcharterferie, hvor alt følger en stram plan og til tider bliver lidt for forudsigeligt.

Og så var det lige det her med, hvorfor man udsætter sig for dette? Jeg har lånt lidt noter fra min 15 årige sportsudøvende nevø, samt et citat fra en artikel i Berlingske Tidende om en cykelentusiast, og måske sætter de begge ganske godt ord på det, jeg føler:

...det er et liv ved siden af mit normale liv.
...eller i virkeligheden handler det om, at jeg laver noget, jeg er god til, ikke bare er god til, men er bedst til.
...jeg har den skønneste følelse i maven, det bruser i maven på mig.  Jeg gør mit bedste, og når jeg har opbrugt mine kræfter kører jeg på adrenalinen, der bliver ved med at strømme ind. Jeg kan aldrig lade være med at dyrke sport, og slet ikke lade være med at tænke på at dyrke sport. Det er næsten som en besættelse, jeg kan ikke lade være med  at trykke ekstra hårdt i pedalerne, når jeg cykler. Kun lige når jeg er kommet hjem fra mindst to timers træning, kan jeg finde ro og sætte mig til at læse eller skrive.

Citat fra en artikel i Berlingske Søndag den 23. november 2008:
 
Når man spørger ham, hvorfor i alverden, han gør det, lyder svaret:

...Jeg skal lige ud og prøve mig selv af. Når man sidder på hotellet efter en lang tur, og der virkelig har været kul på, kan man mærke blodet bruse i kroppen, og man bliver nærmest løftet op. Ens psyke og opfattelsen af en selv er mere værd, når man kommer hjem,« siger han og uddyber:
»Jeg kan simpelthen ikke undvære det. Der er et eller andet, der skal ud af kroppen. Jeg bliver ved med at cykle til den dag, jeg dør.

Er det mon ikke sidste gang jeg udsætter mig selv for disse strabadser, potentielle farer og al den træning op til turen? Jeg har næsten lovet mig selv, at jeg ikke vil bruge så meget tid på dette i næste sæson! Desværre holder jeg sjældent, hvad jeg lover!

’Klik, klik- og klik’