1
Dolomitterne Unplugged uge 35
 

Dolomitterne Unplugged, uge 35: Fik en "spændende" start med lidt lufthavnsdramatik, men da vi først kom på cyklerne, kørte arrangementet i den fineste kædeolie. Igen en total regnfri uge (vi takker de højere magter), og de berømte pas (Stelvio, Gavia, Fedaia, Valparola m.m.) blev besejret et efter et med til tider drabelige indbyrdes opgør. Passo delle Erbe vil sent blive glemt for sine adskillige nærmest lodrette passager og en pragtfuld solterrasse på toppen! Som afslutning blev der kørt Granfondo i Bologna med masser af adrenalin og dramatik.

Se fotos fra uge 35 i webgalleriet: her

Indlæg:

Dolomitterne Unplugged, uge 35, 2009 bb

(Skribent: Frank Lindgaard)

Deltagere: Frank Lindgaard, Jørn Skipper, Claus Skov, Anders Henriksen, Søren Pedersen, Joachim Jerichow (guide) og Ennio (chauffør og guide).

Hermed vil jeg gerne fortælle om min tur Dolomitterne Unplugged, uge 35 2009 med BikeItalien. Allerede i det tidlige efterår 2008 meldte jeg mig til, da jeg syntes, at BikeItaliens tur så meget interessant ud pga. konceptet, og pga. at rejsen var med fly. Det virkede fornuftigt, nemt, hurtigt, bekvemt og ikke mindst udfordrende!

Det blev en rigtig fed tur!

Efter at jeg var tilmeldt opstod der en mulighed for at møde Joachim, da Cykel Motion Viborg havde besøg af ham, hvor han præsenterede et oplæg til en træningsuge ved Garda. Oplægget blev ført ud livet med kæmpestor succes ( vi var 39 motionister), og jeg var derfor helt klar til at tage med i uge 35. Klar og klar var en overdrivelse for med til historien hører også, at jeg den 11. januar 2009 væltede på MTBen og brækkede 4 tværtapper i ryggen! Intensiv træning fik mig på højkant og fit for fight igen.

1

Etape 1: Den første dag kørte vi fra Ronzone og op til Lago di Tovel og retur. Vi havde et stk ” towel” og badebuks med i lommen, da vi jo skulle i vandet! Opkørslen til bjergsøen var rimelig barsk med max. stigningsprocent på 19% Efter at have kogt opad var det tid til nedkøling i det kolde klare vand omgivet af 3.000 meter høje bjerge. Vejret var perfekt og maden på dagens spisested tip top. Det var så hviledagen ifølge Joachim! Aftenen på hotellet var noget for sig selv, for der var fest for alle hotellets gæster! Så vi var med til både spisning... og kædedans! Vi gik dog til køjs lidt tidligere end de andre gæster, da vi ankom lidt sent til hotellet natten før. Dagens tal: 80 km 1800 hm
Etape 2: Andendagen bød på en meget smuk tur på højdedraget over til Merano. Vi startede med opkørsel til Passo delle Mendola og derefter galt det opkørslen til Meltina. Den er skrap skal jeg hilse og sige! Ligger rimelig konstant og ofte på over 11 %, hvilket overraskede noget, men op kom vi alligevel i fin stil. Derfra var vi over flere km vidne til et flot, flot skue ud over dale og bjerge til den helt store guldmedalje! Vi spiste på restaurant Alpenrose, hvorfra udsigten var fantastisk! Dagens tal: 117 km 2200 hm.

1

Etape 3: Tredjedagen blev en dag af de helt store, for der ventede PASSO dello STELVIO på os! Hun viste sig fra sin aller- allerbedste side, og vi tog udfordringen op alle sammen. Opkørslen er 24-25 km, og stigningsprocenterne de sidste 15-16 km, gør, at man skal have disponeret fornuftigt på de første km, ellers er der meget langt til summit. Da alle var godt kørende og forholdene perfekte, blev vi deroppe og hyggede, spiste og ”sov”.

Der er noget ved dette bjergpas, som ikke kan forklares med ord... man skal prøve de 48 hårnålesving! På vejen ned til Bormio er der nogle tunneler, som kan være lidt trickie, men jeg syntes ikke, det var så slemt, som Joachim havde givet udtryk for. Vi kom samlet igennem og videre ned uden problemer. Problemerne kom først på hotellet, for jeg blev desværre ramt af diarre og feber, hvilket gjorde, at jeg var totalt bombet og total appetitløs hele det næste 1½ døgn! Dagens tal: 75 km 2400 hm.

Etape 4: Fjerdedagen var derfor for mig og Ennio (vores italienske superchauffør) noget træls. Han var også ramt, men ikke så voldsomt som jeg. Han kørte bilen, og vi drak Cola og Cola og Cola. Passo di Gavia var dagens  skrappeste udfordring, og vi fik selskab af Christian, som set fra bilen fløj til tops næsten ligesom ørnen fra Herning. Jeg var af gode grunde ikke til noget, så det er begrænset, hvad jeg kan berette fra om denne dag. Dagens tal ??
Etape 5: På femtedagen rejste jeg mig igen og kom stille og roligt til hægterne. Vi startede roligt ud og kørte på små veje og cykelstier i kæmpestore og smukke æbleplantager. Men vi vidste godt, hvad der var i vente... nemlig Passo delle Erbe! Over 3o km opad med lange stejle passager på over 15-16 % Denne stigning er også helt i en klasse for sig selv og sikke et scenario, der åbenbarede sig på de sidste km. Jeg var så småt begyndt at få noget appetit igen, og vi fik god mad og betjening på restauranten på toppen. Vi havde god tid, så vi blev og nød det virkeligt i fulde drag. Vi kørte til luksushotellet i Piccolino, hvor vi skulle overnatte i to nætter. Det var bare topdollar! Dagens tal: 110 km 2350 hm

Etape 6: Sjettedagen var kongeetape-dag og nok turens mest udfordrende men faktisk også nok den flotteste! Vi snuppede lige Passo di Campolongo først, inden vi gav os i kast med Passo di Fedaia, som kræver mandsmod og motivation for at besejre! Jeg valgte at disponere forsigtig, da jeg vidste, at dagens etape var lang, og at de  to sidste bjerge ville kræve sin mand. Passo di Fedaia er virkelig en opkørsel, som kan trække tænder ud, hvis man ikke passer på – et langt lige stykke og konstante gennemsnitsprocenter over 12-15% Tredje stigning var Passo di Sella og nok efter min opfattelse turens flotteste opkørsel! Der er en panoramaudsigt uden lige, og nedkørslen videre over til opkørslen til Passo di Gardena er helt i topklasse! Det skal opleves! Vi kom trætte tilbage til hotellet og var meget sultne efter en lang dag i sadlen. Vi havde været utroligt heldige med vejret!

I løbet af aftenen blev vi advaret om dårligt vejr næste dag, så vi var i plenum under aftensmaden og fik langt en slagplan. Den gik ud på at starte tidligere, droppe to af de planlagte stigninger og satse på at undgå det dårlige vejr. Dagens tal: 122 km 2900 hm.

Etape 7: Syvendedagen. Den tidlige start viste sig at være en rigtig god beslutning, og vi havde endnu en kanon dag, hvor Passo Pordoi var dagens prøvelse. Fra toppen af Pordoi havde vi ca. 80 km, indtil Ennio skulle samle os op. Da vi nåede ned fra Pordoi, begyndte det at regne, men vi kom af sted med det samme, og regnen blev heldigvis bag os resten af turen. Etapen blev lavet om pga. vejrudsigten, hvilket jeg tror, vi alle var glade for. De to sidste bjerge tager vi en anden gang.  Minibussen kørte os til Bologna. Dagens tal: 114 km 1800 hm op og 2500 hm nedad.

Etape 8: Ottendedagen. Vi stod op kl. 6.00 og cyklede til Bologna ca. 16 km. Dagens program var et mindre Granfondo, Sapori Bolognesi med 120 km og start kl.8.00. Det blev en speciel oplevelse, som jeg heller ikke lige glemmer! Det store felt kørte derudaf i regnvejret og de italienske motionsryttere væltede rundt på asfalten, hvilket gjorde mig nervøs og medførte, at jeg på et tidspunkt kom en km bagved feltet. Jeg arbejdede mig tilbage igen og holdt mig på sikker afstand af disse ”vilde” italienere indtil første stigning. Den var til gengæld så stejl, at jeg kunne køre mig så langt frem i feltet, at der kun var 14-15 mand foran mig. Stigningen var den stejleste, jeg har oplevet på min racer og helt fra bunden var der over 10 km til toppen – de sidste 4-5 km med stigningsprocenter på 12-19%!!!

Nedkørslen var faktisk noget farlig, og selvom jeg kørte yderst forsigtig, måtte jeg af cyklen da to af vildbasserne kom indenom i en skrap udadskrånende venstre kurve, hvor der desuden var meget glat pga. regnen, hvilket betød grus og ler på vejen! Heldigvis skete mit styrt med lav fart, og jeg kom hurtigt på cyklen igen og listede forsigtigt videre. Derefter kørte jeg længe alene, og det gik faktisk rigtigt godt. Dog blev jeg hentet af en gruppe, som jeg så igen kørte væk fra på den sidste stigning  – altså alene igen et godt stykke, indtil en gruppe med Ennio (chaufføren nu på cykel) kom op til mig. Jeg gav den gas og trak dem (mere eller mindre alene) ind til Bologna, hvor de kørte deres spurt. Jeg er ikke sprinter, så jeg trak mig, da der manglede 500 - 1000m. Jeg fik lige et ”Grande” kompliment af nogle af de italienere, jeg trak med ind til Bologna, hvilket jo ikke var så ringe endda! Vi kørte de 16 km tilbage til hotellet og havde nu tilbagelagt 152 km og næsten 1100hm!  

På sidstedagen fløj vi fra Bologna og var i Danmark kl. ca. 23.00. Hvor nemt kan det være? Joachims koncept virker ikke stressende som nogle af de andre rejseselskabers ture, som jeg også har været med på!

Tak til Ennio og Joachim og de andre pedaltrampere for 8 gode dage i Dolomitterne!    

Frank Lindgaard, Viborg.  

 

     

Uge 35, 2009: "Kanon cykelferie... langt bedre end jeg havde turdet håbe på. Oversteg mine forventninger med flere længder. Ualmindelig fremragende cykelruter!" Søren Pedersen, Søborg.

"Det var en stor oplevelse, storslået natur, dejligt cykelområde! De valgte ruter og overnatningssteder var perfekte!" Jørn Skipper, Støvring.

"Perfekt tur med godt selskab og ingen stress overhovedet! Rigtigt gode ruter med mange flotte bjerge! Man kan mærke du brænder for det!" Frank Lindgaard, Viborg.