INDLÆG: Indlægget herunder er indsendt af J+J fra FLS' cykelmotionsklub, der kørte med Bike Italien i uge 35, 2011. Gruppen på 16 FLS'ere og 7 udefrakommende kørte 7 etaper (750 km og ca. 16.265 hm). Udover en voldsom byge på førstedagen havde gruppen strålende sol hele ugen. FLS skal køre turen Dolomitterne - Rom uge 37 i 2012.

Den 1. September, Etape 7: Piccolino – Corvara – Passo di Gardena  (øst fra) (2.121 m) – Ortizei – Passo Pinei (1.442 m) - Castelrotto – Bolzano - Passo delle Mendola  (1.363 m) - Ronzone. I alt ca. 118 km 2.488 hm.
Overnatning: Hotel Stella delle Alpi.
 
Dagens første af i alt tre stigninger er Passo di Gardena modsat den sidste nedkørsel i går, hvorfra den er noget mere udfordrende! Efter en længere nedkørsel fra Passo di Gardena køres stigningen til Passo Pinei, som er kort men relativt stejl (maksimal stigningsprocent: 15%)

Hold 1 ta´r over Pinei. Hold 2 synes bedre om at køre uden om Pinei og få mere end 30 km ren nedkørsel. Det valg er også bedre på den måde, at Hold 2 får turens - måske hele ugens - bedste frokost i form af formidabel god hjemmelavet pasta carbonara, hos en meget passioneret og sprudlende restaurantmutter og kogekone. Frisklavet æblesaft. Meget naturligt da 10% af Europas æbleproduktion kommer fra området. Derefter på en 30 km lang cykelsti langs floden til Bolzano. Dagen sluttes af med Passo delle Mendola, ”som med sine 5-7 % vil føles lang men ikke så ”hård” – står der i rutebeskrivelsen!!

For at restituere inden sidste dag og for at få varmet krop og ben efter den megen kulde på toppen af stigningerne, ned til en 10 -12 grader og blæst, er der mange der inden middagen onsdag aften besøger hotellets sauna og tyrkisk bad faciliteter.

Ved morgenmaden inden 7. etape, er der bemærkninger om, at hvis følgebilen var en bus, ville man køre med den, i stedet for at cykle sidste etape. Men interessant nok, som de foregående dage er de overvejelser væk, når holdet står med cyklerne på vejen foran hotellet, klar til at køre.

De der kender Sydtyrol kender de typiske huse med balkoner og altaner, hvorfra blomsterne vælter ud og har også set de smukke stejle sætere, hvor der i denne tid går folk og slår og river hø sammen manuelt, fordi skråningernes stejlhed gør, at der ikke kan køre maskiner. Flotte farver og en pragtfuld lugt af frisk slået hø. På toppen af opkørslen holder følgebilen med tørre bluser, vand, isthe, cola, og energibarer. Mange stopper for at skifte til tørt tøj.

Overalt findes mange idyllisk beliggende refugier og små bjerghoteller. Der ligger 3 FLS-ere på parkeringspladsen ved følgebilen, for lige at sunde sig. I baggrunden kommer der 5 personer ned fra bjerget i vandrestøvler, rygsæk og stave og sætter sig under en parasol ved det lille hotel på skråningen – én går ind og kommer ud med 4 flasker øl og en hvidvin. Er der noget de, der står og ligger ved følgebilen, har misforstået? De mangler endnu mere end 1000 højdemeter og 70 km, før der er after-biking!

Gårsdagens etape over ”De fire pas” har, selvom den har betegnelsen ”lempelige stigninger”, tydeligt slidt på de fleste, mere end vi lige havde regnet med. Aftenen før var der flere, der flirtede med tanken om at tage en kort tur og så hvile på hotellet resten af dagen før 7. og sidste etape men, det endte med, at alle kørte ”De fire pas”. Men som nævnt, køres sidste etape med sædvanligt højt humør og med det meget gode fællesskab, der har været gældende hele ugen.

Hvis man har det rigtige udstyr og det rigtige cykeltøj og står helt stille, kan man godt ligne en cykelrytter. Der er ikke nogen der behøver at være urolige for, at nogen eventuelt skulle gå ned p.g.a. udstyret.

I finalen op ad Passo delle Mendola bliver trætheden glemt, og der køres som gjaldt det en podieplads i en anden cykelverden!

Sydtyrol og Dolomitterne er jo om sommeren også til andet end cykelryttere.
Bjergene er anderledes formet end resten af Alperne. Overalt er der rigtig mange, der vandrer, trekker og klatrer – og om vinteren ikke mindst skiløb plus at de har et rigtigt godt køkken på de kanter!

Og ikke langt væk fra, hvor vi kører, er der f.eks Violinskoven, La Foresta dei Violini, skovene mellem Passo Rolle og Val di Fiemme, hvor violinbyggere gennem århundrede har hentet træ til deres instrumenter. I skovene vokser rødgran, der på grund af voksebetingelserne giver det eftertragtet såkaldte resonanstræ til strygeinstrumenter, guitarer, klaverer og orgelpiber.
Antonio Stradivarius, der havde værksted i Cremona, kom i skovene, når han skulle vælge træ til sine mesterligt lavede og aldrig overgåede instrumenter.

Hvorfor – kan man spørge, er der mon nogen der træner 6-8 måneder i forvejen, for at kommer på en uges cykeltur – der hver dag starter kl. 9 og slutter ved 17 – 18 tiden – undervejs kæmper man sig op ad hver af dagens 2 til 3 stigninger på steder med stigningsprocenter så høje, at selv 10 km i timen er godt kørt. Hvor deltagernes cykeldress er så gennemblødt af sved, så det ser ud som om, rytterne er trukket op af en sø! Der er 20-25 grader i dalen og måske 12 – 15 grader med iskold faldvind fra bjergsiderne, når passet rundes, - går i seng lige efter middagen, og næste morgen kører man igen med højt humør.

Det er glæden ved at være i så god form - have holdbarheden, at det kan lade sige at køre stigningerne, men også suset, balancen og spændingen ved udfordrende nedkørsler, cyklen med sine kun godt 7 kg og perfekte mekanik, - landskabet, man kan spise en masse god mad, uden at det kan ses på vægten og så det, at deltagerne glæder sig med hinanden og deler præstationerne på tværs af forskelle i køreevne og alder.

Vel nok en af de bedste ture vi har haft!

Indsendt af J + J

Reaktioner på Dolomitterne Unplugged uge 37, 2011:

Jeg skylder dig et tak for sidst! Det var virkelig en stor oplevelse for mig at være med gutterne på cykelferie. Jeg havde på forhånd ingen forestilling om, hvor storslået det ville blive. Jeg havde kun, hvad ”de andre” havde fortalt om deres ture til Pyrenæerne. Og selv de (Mads og Henning) var imponeret over turen i år! Jeg vidste, det ville blive hårdt rent fysisk. Og det var egentlig også nok for mig. Jeg havde aldrig drømt om at naturen virkelig kunne fange mig. Men det gjorde den lige fra den første dag! Det er helt ubeskriveligt! Efter 2 dage stoppede jeg med at tage billeder. Man kan tage 1 million billeder, men det er bare noget helt andet at være der selv. Det havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle blive imponeret af! Til dig Joachim vil jeg sige, at du var alle tiders guide. Man kan mærke, du brænder for det, og jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med dit fortsatte virke med Bikeitalien. Jeg håber, jeg vender tilbage engang. Jeg lovede mig selv halvvejs oppe af Stelvio at huske mig på hvor s….. ondt det gjorde! Men for s…. en cykeloplevelse. Igen ubeskriveligt! Endnu engang mange gange tak for sidst og forhåbentlig - PÅ GENSYN!!! Preben Levi, Støvring.

Jeg vil gerne sige dig tak for en god ferie i Dolomitterne. Det var en meget stor oplevelse! Du fortjener også stor ros for din måde at få turen til at glide på – tak for det! Mads Danielsen, Støvring

Ha det bäst och tack än en gång för en super vecka på alla sätt!!! Ulf Thelin, Trelleborg.

Endnu engang tak for en god tur! Frank Lindgaard, Viborg