- Hvem: Par og familier (børn fra 12 år).
- Daglig distance: 50 km (inkl. nedkørsler)
- Sværhedsgrad: Middel
- Cykeltype: Mountainbikes
- Dage på cykel: Seks
- Antal overnatninger: Syv
- Overnatning: Ponti sul Mincio, Garda, Malcesine (2), Brentino og Valpolicella/Verona.
- Startsted: Ponti sul Mincio.
Den blå rute er planlagt til par og familier, der er vant til at cykle. Etaperne er lettere kupperede med enkelte udfordrende bakker. Underlaget er asfalt og grus, og to af etaperne har deres begyndelse på henholdsvis Monte Baldo og i Lessinia-bjergene bag Valpolicella.
1. Dag. Ankomst til Ponti sul Mincio. Velkomstmøde. Cykeltjek. Overnatning Ponti sul Mincio.
2. Dag. Ponti sul Mincio - Borghetto - Castellaro Lagusello - S.Martino di Battaglia - Ponti sul Mincio. 44 km. Nem.
Dagens etape følger Italiens mest romantiske cykelsti langs floden Mincio's blågrønne vande til middelalderbyen Borghetto,
hvis 600 meter lange befæstede bro, Ponte Visconteo, markerer et strategisk knudepunkt med tegn på civilisation helt tilbage fra bronzealderen. Man kan også gå op til borgen, hvorfra man kan se ud over hele området. Mest idylliske er de små møller ved den lille træbro, hvor Napoleon skal have aflagt et visit. Ruten foregår i det bakkede morænelandskab syd for Gardasøen, som var skueplads for et af de vigtigste slag i Italiens uafhængighedskrig. I kommer forbi mindesmærket San Martino della Battaglia, et 74 meter højt tårn dekoreret med dramatiske motiver fra slagets gang. Udsigten er god fra toppen, og der er kalkmalerier og et lille museum at se! Makabert er ossariet, hvor knoglerne fra mange af de 25.000 soldater, der døde i slaget, ligger opbevaret.
3. Dag. Ponti sul Mincio - Sirmione – Lazise – La Rocca - Garda 50 km. Medium.
Efter ca. 15 km ankommer I til en af Gardasøens hyggeligste, små middelalderbyer, Sirmione, placeret på spidsen af en fem km lang landtange, hvor man udover at spise is anbefales at besøge den smukke Scaligera borg og/eller den romerske ruin Catullos Grotte. Færgen bringer jer til Lazise, en anden meget karismatisk, muromkrænset middelalderby (i øvrigt den ældste kommune i Italien). På vej videre gennem vindistriktet "Bardolino" ad interne veje imod jeres bestemmelsessted, Garda, kan I glæde jer til et henrivende udkigspunkt fra toppen af den 300 meter høje klippe, La Rocca, hvor murrester af goternes gamle borg (600 d.C.) stadig kan ses.
4. Dag. Garda – Punto San Vigilio – evt. Torri del Benaco - Malcesine. 40 km. Udfordrende.
Dagens etape er lidt kortere men til gengæld mere bakket. Ruten følger stranden langs bugtens højre side, indtil I når Punto San Vigilio, en lille villa på spidsen af pynten, hvor prins Charles og prinsesse Diana efter sigende skulle have holdt ferie. Ruten fortsætter nu op i terrænet ad grusstier og små asfaltveje gennem et utal af olivenlunde, hvorfra udsigten til Gardasøens mest karakteristiske bjerg Il Pizzocolo (også kaldet Napoleons næse) er enestående! Frokost et meget specielt sted med henrivende udsigt! Ruten fortsættes ad vejen langs søen til Malcesine. Omgivet af dramatiske bjergmassiver, med snævre gader og stræder og en flot borg i midten, regnes byen som Gardasøens mest charmerende!
5. Dag. Malcesine – Torbole – Arco - Val di Marocche - Lago Toblino – Riva del Garda - Malcesine. 55 km. Medium.
Første stop er Arco, kendt som Italiens bedste bjergbestigningsområde. Stedet har i øvrigt et par Vie Ferrate (stigeklatring) for begyndere og børn, der kan kombineres med et borgbesøg til Castello di Arco, som bør besøges i alle tilfælde. Turen fortsætter gennem vinmarker videre op igennem Val di Marocche, et enormt område med levn fra Europas største bjergskred nogensinde i form af kolossale klippestykker, der ligger hulter til bulter over et enormt område. Castel Dreno kan besøges på cyklen eller til fods, hvis man har overskydende energi. Turens vendepunkt er Lago Toblino med prinsesseslottet i midten, hvor man kan få noget at spise. Hjemturen følger mindre veje og cykelstier langs floden Sarca og dalens vestlige bjergmassiver gennem flere små klassiske italienske landsbyer. Mulighed for at bade ved en smuk gammel romersk bro. Hele området er omgivet af meget smukke og dramatiske bjergmassiver! Evt. Via Ferrata (kontakt os for mere information!)
6. Dag. Malcesine - Monte Baldo - Avio - Brentino. 60 km (incl. 15 km nedkørsel). Medium-udfordrende.
Femte etape er i mere end en forstand turens højdepunkt! Kabineliften i Malcesine transporterer jer og jeres cykler til 2.000 meters højde! Herfra starter det, der for mange bliver deres største cykeloplevelse nogensinde! Hvor man end kigger hen, er udsigten... "åndedrætsbesværende!" En enkelt bakke til refugio Graziani skal overvindes undervejs, men ellers er resten superflot nedkørsel bl.a. forbi skisportsstedet San Valentino. I kører langs den gamle grænsevej mellem Italien og Østrig-Ungarn bygget af soldater før 1. verdenskrig igennem tunneller hugget med hammer og mejsel, langs slugter, forbi brusende vandløb og gamle møller.
Ruten fortsætter sydpå ad cykelstier ned gennem den dramatiske Val Lagarina, hvor bjergene står lodret op på begge sider. Målet er Castello di Avio, en vaskeægte ridderborg, med det flotteste "elskovsrum", rigt dekoreret med fresker på øverste etage af det 40 meter høje tårn. Fra slottet følges Canale Biffis til jeres agriturismo, hvor den flinkeste vinbonde og hans søde kone tager venligt imod.
7. Dag. Fosse – Sant'Anna d'Alfaedo - Molina – Valpolicella - Verona. 50 km. (15 km nedkørsel). Nem.
Dagen starter med et lift til 1.000 meters højde i Lessinia bjergene nord for Verona. Derfra køres i landlige omgivelser til lyden (og lugten) af ko mod Sant'Anna d'Alfaedo, hvor et lille men spændende museum med forsteninger kan anbefales. På vejen ned gennem Valpolicellas Gran Canyon-agtige kløft besøges den fortryllende vandfaldspark i Molina, hvorefter der fortsættes ned ad Kirsebærvejens bløde kurver. (I juli kan man frit forsyne sig med de saftigste kirsebær!). Efter igen at have nået fladlandet fortsættes der langs floden Adige til Verona, Romeo og Julies by... måske Italiens mest charmerende by med den to tusind år gamle Arena i centrum, Piazza Bra, Piazza delle Erbe, Piazza dei Signori, Castel Vecchio, Ponte Pietra, Romeo og Julies balkon som nogle af de mest kendte seværdigheder.
8. Dag. Afslapning og hjemrejse.
Vinsmagning og/eller Opera i Arenaen (juli og august) kan arrangeres i løbet af cykelferien. Vi tilbyder også Via Ferrata (stigeklatring) som et spændende halv- eller heldagsarrangement. Kontakt os for mere information.
Bike Italien
Joachim.jerichow@bikeitalien.com
0039-0457580515
0039-3496576683