(Se foto-serie fra Passo Tremalzo her. Se fotos fra Holte MTB-klubs træningslejr ved Gardasøen 2010 her og fra 2009 i arkivet!)
Uge 17: Afrejse lørdag d. 21/4-2012. Hjemrejse Lørdag d. 29/4-2012. For pris, tilmelding og betaling, se "Tilmelding" i menuen.
Uge 18: Afrejse mandag d. 30/4-2012. Hjemrejse mandag d. 7/5-2012. For pris, tilmelding og betaling, se "Tilmelding" i menuen.
Bike Italien tilbyder i uge 17 (med løb) og i uge 18 (uden løb) træningslejre for mountainbikes ved Gardasøen, som af mange regnes som Europas absolutte mountainbike centrum ikke mindst takket være en pragtfuld og dramatisk natur, adskillige nationalparker samt en spændende historisk fortid, der har efterladt et væld af middelalderborge, militærveje og forter fra det forrige århundrede. Det er i bjergene omkring Gardasøen, at Danmarks to bedste mountainbike-ryttere Michael Rasmussen og Jakob Fuglsang samt den dobbelte OL-guldvinder, Paola Pezzo, har skabt fundamentet for deres succes!
Mountainbike-ugerne vil byde på seks fysisk krævende ruter i meget varieret terræn, der spænder fra Valpolicella til Monte Baldo (2.218 m) på østsiden af søen og til Monte Tremalzo (1.973 m) i Lombardiet på den nordvestlige side. Ruterne har masser af tekniske passager med skovbund, rødder, rullesten, klippegrund, stenveje, strand, stier, cement- og grusveje. Alle nedkørsler er single-tracks, og vi kører stort set kun på asfalt, når vi skal til og fra startstedet!
Programmet er sat sammen af de bedste passager, som området kan tilbyde på en måde, så spildtid minimeres og så intensiteten holdes konstant og på et maksimalt niveau i forhold til deltagernes evner. Ruterne er lavet med input fra lokale MTB ryttere, således at hver en sten er vendt for at optimere fart, teknisk udfordring og spænding!
Klimamæssigt er området perfekt til MTB-træningsaktiviter tidligt på året. I forvejen er klimaet relativt mildt ved søen takket være en øget termisk aktivitet, så temperaturene her er højere end i de omkringliggende dale. Men dertil kommer, at størsteparten af vores ruter ligger under 1200 meter, således at en eventuel kold vinter, som vi har haft det de sidste to år, ikke skaber problemer i forhold til snegrænsen. Ruterne til henholdvis Corno di Aquiglio (1.545 m), på Monte Baldo (Tratto Spino 1.780 m) og til Passo Tremalzo (1.788 m) tilpasses snesituationen.
Mountainbikeugen er designet til mountainbikeryttere...
- i god form, der kører MTB mindst 1-2 gange om ugen
- der vil presses på fysikken både i forhold til fysisk styrke og til udholdenhed
- der ønsker at afprøve og forbedre sin tekniske kunnen
- der vil udvidde sit repertoire i forhold til forskellige underlag både på stigninger og nedkørsler
- der vil flytte sine grænser
- der vil teste og lære at udnytte sit udstyr til dets maksimale potentiale
Når det er sagt, så tilbyder MTB-Gardasøen en totaloplevelse, hvor den daglige kontakt med naturen foregår i omgivelser, som svært matches andre steder i Europa. Hver dag vil der være udsigtspunkter med enestående kig til bjergene og til søen, klippeformationer, bygningsværker fra en dramatisk fortid, landlig idyl og romantik i overflod, således at deltagerne kommer hjem med andet end bare lugtende cykeltøj og en møgbelortet cykel!
Bike Italien har de sidste to år stået for Holte MTB klub's træningslejr i terrænet, hvor MTB-Off Limits, Gardasøen køres. Jesper Crone skrev følgende:
Tak for endnu en super træningsuge ved Gardasøen! Området omkring Garda er meget smukt og giver trods de relativt lave højder rigelige udfordringer såvel opad som nedad, og det virker som om, at du har haft held at finde alle de bedste spor! Underlaget er helt perfekt med godt greb, og der er utallige lækre singletracks! De fantastiske views over Gardasøen danner en perfekt kulisse for en super træningsuge! Ruterne er fint varieret, og alle har fået deres lyst styret - og det er ellers ikke nemt med 16 individualister!
De første fire nætter overnatter vi i Garda, hvorefter vi flytter til den nordlige ende af søen, hvor de sidste to etaper samt Sympatex Bike Festival Marathon (uge 17) løbet skal køres i hhv. Parco Alto Garda Bresciano på Lombardiet-siden og ved Riva del Garda.
Program:
Første dag: Ankomst i bil eller afhentning i lufthavnen. Transport til hotellet.
Anden dag: Corner di Aquiglio: Garda - Sega di Cavaion - Domeliare - Forte Monte - Forte Masua - Fosse - Corno di Aquiglio (1.545 m) - Breonio - Val Lagarina - Garda. 65 km, 2.345 hm.
Beskrivelse: Efter et transportstykke langs Adige når vi til en grovkornet gammel militærvej, der bringer os nærmest lodret op til Forte Monte (447 m) via en serie meget snævre og meget udsatte hårnålesving. Langs hele turen op er der udsigt til sneklædte Monte Baldo over os og billedskønne Forte Wohlgemuth under os. Vi fortsætter ad lerede singletracks gennem fyrreskov til ca. 600 meters højde, hvorefter ruten fortsætter på den anden side af Monte Pastello (1.122 m) - nu med udsigt til Valpolicella. Ruten fortsætter skiftevis med singletracks og grusveje med klipper, der kigger frem. Fra endnu et fort fra forrige århundrede, Forte Masua (931 m), fortsætter turen, hvis vejret, benene og snesituationen tillader det. Målet er det karakteriske Corner di Aquiglio, hvor man kan køre ad singletracks til selve toppen i 1.545 meters højde. Herfra er udsigten på en klar dag helt fantastisk! På den anden side af Val Lagarina ses Baldos syv sneklædte tinder; i syd ses Sirmione på sin landtange i midten af Gardasøen, og i øst ses de bølgende Lessiniabjerge. Den tekniske nedkørsel foregår ad single tracks i et hæsblæsende tempo (900 hm i et hug).
Tredje dag: GF Paola Pezzo 2006: Garda - La Rocca - Marciaga - Albisano - Monte Luppia - Crero - San Zeno di Montagne - La Pizzetta (700 m) - Pizzon - Garda. 55 km, 2.100 hm.
Beskrivelse: Vi følger den dobbelte OL-guldvinders Paola Pezzo's, dækaftryk langs Gran Fondo-ruten fra 2006 (se artikel). Først går turen til borgruinen La Rocca (600 d.c.), hvor en pragtfuld udsigt over Gardasøen venter os! Derefter køres ad grus- og stenveje til Castion, som afløses af mudrede singletracks op igennem skoven til Albisano i 400 meters højde. Herfra følger en perle af et teknisk krævende singletrack ned igennem den lave bevoksning på Monte Luppia, der leder os til en serie udsigtspunkter over Punto San Virgilio, Gardasøen samt Monte Pizzocolo i det fjerne. Op og ned går det med varieret underlag videre langs søen til Crero (127 m), hvorfra vi for alvor begynder at køre opad. Grusveje blandet med lækre singletracks leder os til finalen før San Zeno (600 m), hvor vi skal køre et par kilometer på en ulækker stejl asfaltvej med stigningsprocenter op til 25%. Vi fortsætter yderligere op et par hunderede højdemeter, før vi fra toppen får vi glæde ad en af de bedste single-track nedkørsler i området i en gammel fyrretræsskov. En teknisk lækkerbidsken med ca. 6-7 kilometers uafbrudt nedkørsel mellem rødder, klipper og rullesten.
Fjerde dag: Forte San Marco: Garda - La Rocca (ruin og udsigspunkt) - Forte Wohlgemuth - Forte San Marco - Canale - Rivoli - Caprino - Møllevejen. 60 km, 2.150 hm.
Beskrivelse: Vi følger floden Adige ind i det svært befæstede område ved Val di Lagarinas møde med Po-sletten, hvor selveste Napoleon kæmpede et af sine første slag imod de østrigske tropper. Et par moræniske bakker med suveræne singletracks og ubehagelige stigningsprocenter tjener som opvarmning. Derefter arbejder vi os op til Forte Wohlgemuth, hvorfra udsigten til bjergene og over Adiges snoede forløb er fantastisk! Vi fortsætter til dagens længste stigning, hvor vi får glæde af den teknisk krævende, stenede klippevej med i alt 40 snævre hårnålesving til Forte San Marco. Fra fortet, på kanten af en 400 meters lodret afgrund, er der god udsigt til Val Lagarina og floden Adige samt de omkringliggende bjerge Lessiniabjergene og Monte Baldo. Vi fortsætter i skovene på vej imod Spiazzi, og slutter af med en gusten singletrack nedkørsel på 6 km til Val Lagarina.
Femte dag: Monte Baldo (kun hvis snesituationen tillader det): Garda - Pilgrimsruten - Malcesine - kabinelift - Monte Baldo, Tratto Spino (1.760 m) - Bocca di Navena - Cavallo di Novezza - Ime - Baldo Traversa - Caprino - Lumini - La Pinetta - Garda.
Beskrivelse: Dagens rute starter med 30 km roller-coaster-ride langs Gardasøens østlige bred. Meget varieret kørsel med alle typer underlag. Korte men stejle stigninger og masser af singletrack. Fra Malcesine tager vi kabineliften op til toppen af Monte Baldo i omtrent 1.780 meters højde, hvor vi, efter en lille scenisk afstikker langs bjergryggen, fortsætter til bagsiden af bjerget i et øde græslandskab med græssende køer, uendelig udsigt og flotte klippeformationer. Efter en kortere stigning køres Baldo Traversa langs bjergets sydlige del (en længere, meget scenisk og næsten flad grusvej i 1.200 meters højde), forefter vi kan begynde den tusind højdemeter non-stop singletrack nedkørsel med adskillige tekniske passager til Caprino. Er der krudt til mere kan der fortsættes til Lumini, hvor endnu en lækkerbidsken kan forsøges. En stor rute! (70 km, 1.766 hm).
Sjette dag: Passo Tremalzo (1.788 m): Limone - Riva del Garda - Passo Guil - Bocca dei Fortini - Passo Nota - Passo di Tremalzo - Lago di Ledro - Riva del Garda - Limone del Garda. (70 km, 2.500 hm.) Særdeles udfordrende!
Beskrivelse: Gardasøens (måske hele Europas) ubetingede kongeetape for MTB! Ruten starter i Riva del Garda med gamle militærveje hugget ind klippen, ud og ind af tuneller langs et lodret drop på flere hundrede meter. En passage man aldrig bliver træt af at køre - hele tiden med udsigt over Gardasøens dramatiske nordlige ende. En serpentinervej med utallige sving og et lækkert stykke singletrack som dessert, nås det første pas: Passo Rocchetta i 1.100 meters højde med godt 1.000 meters frit fald til søen! Herfra ses for første gang Monte Tremalzo, men stadig bekymrende langt væk. Vi følger nu højderyggen ind i landet i mere flat terræn forbi Passo Guil og Bocca dei Fortini, hvorfra man under 1. verdenskrig beskød de østrigske stillinger på den anden side af dalen. Efter Passo Nota starter militærvejen (grus og sten) med dens konstante stigningsprocent, utallige hårnålesving og adskillige tuneller hugget ind i klippen. Har det været en hård vinter, kan vi risikere at skulle grave os ud af den sidste tunnel før Passo Tremalzo (1.788 m), målet for vores anstrengelser. Efter et tiltrængt besøg på rifugie starter en nedkørsel med et stykke uafbrudt singletrack på omkring 10 km, som man sent vil glemme! Derefter passeres smukke Lago di Ledro, hvorfra stien følges tilbage til Riva. MTB kørsel i verdensklasse!
Syvende dag: Bocchette di Nansesa: Limone - Vesio - Bocchette di Nansesa - Vesio - Limone. (40 km. 1.245 hm).
Beskrivelse: Den sidste etape før løbet er med vilje valgt lidt kortere. Ruten har ikke desto mindre et af områdets mest dramatiske stykker MTB-rute, hvor der køres på en klippehylde med lodret klippe til højre og et gustent drop på venstre hånd. Ikke for dem med højdeskræk! Også nedkørslen hører til områdets bedste med snævre, tekniske hårnålesving.
Ottende dag (kun uge 17): Sympatex Bike Festival Marathon: Riva del Garda. (Uge 18: hjemrejse.)
Der køres tre forskellige distancer: Piccola: 53 km, Grande: 86 km og Ekstreme: 105 km. For at se højdekurver og andre data klik her. Tilmelding til løbet er inkluderet i prisen for MTB rejsen.
Marathon løbene afholdes som led i Europas største MTB festival i Riva del Garda. Tusindvis af MTB entusiaster fra hele Europa flokkes til Riva for at deltage i dette superarrangement, der byder på mange andre aktiviteter end selve løbene: Nattesprint (på bane), Enduro Ride (teknisk disciplin med svære forhindringer), King of Dirt (jordbane med hop osv.) og Rose Air Show (luftakrobatik). De forskellige pladser i byen er selvfølgelig pakket med stande, så har man hang til cykelgrej, så er det stedet at være!
Niende dag: Hjemrejse.
Bike Italien
joachim.jerichow@bikeitalien.com
0039-0457580515
0039-3496576683
|