MTB-Safari Brenta, uge 24
(se fotos fra MTB-Safari 2010 her og 2009 i arkivet!)
MTB-Safari ekspeditionen foregår i Nationalparken Brentadolomitterne iblandt det mest ugæstfrie bjerglandskabs rå og savtakkede klippeformationer, der rager op i 3.173 meters højde! Man kører i højlandet fra 400 til 2.300 m iblandt gigantiske gletchere, brusende vandløb, spektakulære vandfald samt sagnomspundne bjergsøer i hvis overflader, de sneklædte bjerge spejler sig. Som om det ikke skulle være nok, er nationalparken det sidste sted i Italien, hvor bjørne lever vildt!
Ruterne er alle fysisk krævende (45-60 km) og meget varierede. Fra lange udfordrende stigninger til små singletracks i skov, langs søer og floder og vandløb. Ruterne stiller store krav til både udholdenhed og teknisk kunnen, men der er ikke tale om free-riding. MTB-Safarien tilbydes til erfarne ryttere, der elsker stigninger, lange som korte samt mountainbikens muligheder på forrygende nedkørsler af grus- og skovstier. Der køres fra hotel til hotel på egne eller lejede mountainbikes, imens bagagen transporteres til næste destination.
Program:
Første dag: Afhentning i lufthavn (minibus). Transport til hotel.
Anden dag: Første dag på cyklen bringer os først igennem en snæver slugt med indtil flere vandfald. Vi fortsætter rundt om søen Lago Smeralda med sit karakteristiske azurblå farve. Videre går det langs en brat afgrund, i hvis dyb man svagt kan skimte vandløbet Rio Novella, indtil vi når Cascate di Trez, et 150 m højt vandfald. Så kører vi ind i landet og når hurtigt Lago di Trez, en billedskøn lille bjergsø i uberørte omgivelser. Efter en frisk dukkert (hvis vejret tillader det) og et lækkert stykke single track skovbund og rødder begynder en længere stigning til Monte Macaion (1.866 m), hvor man ikke skal gå for tæt på kanten!!! En lodret afgrund på næsten halvanden kilometer får det til at vende sig i maven, imens den nærmeste uendelige udsigt over hele Bolzano og samtlige de centrale Dolomitter åbenbarer sig for en. Resten af turen tilbage til hotellet er næsten uafbrudt singletrack med udfordrende teknisk kørsel.
Tredje dag: Ad skovveje og mindre stier arbejder vi os op til Passo delle Mendola (1.363 m), hvorfra en panoramisk udsigt venter os. Vi fortsætter ad skovveje og singletracks til Malga Monte Roen (1.735 m). Efter en god nærende frokost, går det så stejlt op (25%+) op til Monte Roen (2.050 m), at kun de teknisk allerbedste kan blive på cyklen. Nedkørslen starter med store græsenge uden stier, hvorefter det går ned gennem skoven ad mindre skovstier til valfartsstedet San Romedio, et underfundigt sted med masser af historie og mystik. Seks små kirker bygget side om side i løbet af 600 år på en stejl klippe i midten af en slugt med lodrette klippesider. Valfartstedet bliver bevogtet af levende bjørne! Turen videre foregår langs en aquadukt hugget ind i klippen ca. 100 m over vandløbet for neden.
Fjerde dag: Første etape af turen rundt omkring Brentadolomitterne. I alt 210 km og 8.100 hm. Vi starter blødt med næsten uafbrudt nedkørsel ad mindre veje fra 1.100 m til 546 m. Derefter går det op igennem æbleplantagerne, forbi flere middelalderborge til begyndelsen af ugens længste stigning, der går til Rifugio Peller i 1.990 meters højde (grus), hvor de første glimt af Brentas imponerende klippemassiver venter. Efter en god, fed frokost i rifugiet fortsætter vi videre op over trægrænsen og rundt om Monte Pellar (2.320 m) til det, man vist roligt kan kalde vildmarken, hvor utallige marmotter m.m. leger uforstyret langs stierne. Ugens længste nedkørsel på omkring 1.500 højdemeter er nådesløs for ryg og udstyr. Først dejlig singletrack men senere skov- og grusveje, indtil man rammer Val di Sole, hvor vi overnatter.
Femte dag: Efter en god nats søvn starter vi lige på og hårdt med en heftig stigning op igennem Val Meledrio forbi flere vandfald til Passo Campo Carlo Magno i 1.685 m højde. Efter frokost fortsætter vi ad grovkornede grusveje til det afsides Rifugio Graffer, som er ugens højeste punkt i 2.300 meters højde. Udsigten fra denne ”stairway to heaven” til blandt andet Brentas kolossale og helt rå klippemassiver samt Adamellernes tunge gletchere i baggrunden er åndedrætsbesværende... ligeledes stigningsprocenterne, der dog varierer så meget, at man når at komme sig! Området er øde, råt og goldt og strækker sig så langt øjet rækker. Ekspeditionen fortsætter på tværs af et tundralignende område praktisk talt uden stier, hvilket betyder meget teknisk kørsel! Endelig nås Monte Spinale, hvor 360 gradersudsigten igen er helt fantastisk! Derefter går det stejlt ned ad sten/grus vej til et af Italiens mest kendte skisportsområder, Madonna di Campiglio, hvorfra vi via endnu en super stykke single track når endnu et vandfald, Cascata Vallesinello.
Sjette dag: Hvis vi kan komme lidt tidligt op, tager vi på sjettedagen først på en bonustur til Italiens næststørste vandfald Cascate Nardis (140 m). Derefter arbejder vi os møjsommeligt op imod Passo Gotro (1.850 m), det tredje pas på turen. På vejen passeres den mest idylliske, lille skovsø Lago Valagola, i hvilken den sneklædte Cima Brenta (3.173 m) spejler sig på en klar dag! Derefter bliver det lidt rough’t med en meget teknisk udfordrende opkørsel ad single track, hvor de fleste må trække cyklen. Stigningen flader heldigvis ud, og der venter noget rigtig sjov singletrack kørsel i overdådige omgivelser på toppen! På vejen nedad skal vi over Passo Daone, før vi endelige når Stenico. Her får vi glæden af endnu et brusende vandfald og det gamle befæstede bispesæde fra middelalderen, hvor selveste Napoleon havde sit hovedsæde på et af hans mange felttog i Italien. Langsomt arbejdende os op igen imod den azzurblå Lago Molveno skal vi forbi en serie af flere hundrede år gamle vandmøller m.v. Overnatning San Lorenzo in Banale.
Syvende dag: Også fra Lago Molveno kan man skimte de højeste tinder i Brentadolomitterne, Cima Brenta (3.150 m) og Cima Tosa (3.173 m) men denne gang fra den anden side. Vi skal følge sekundære veje op til Andalo (1.150 m), et mindre skisportssted, hvor det amerikanske olympiske hold træner om vinteren. Der fortsættes med et par drabeligt stejle nedkørsler, hvor vejen nærmest forsvinder under én (cement og grus). Pludseligt kommer man ud af skoven og befinder sig i et bakket eventyrlandskab med æbleplantager overalt og små karakteristiske trentinerbyer med de let genkendelige kirketårne. Vi følger små, interne veje midt imellem rækkerne af æbletræer, hvor vi skal bruge de mindste gear for at forcere flere kortere stykker med helt op til 26% stigning. Meget romantisk kørsel, der fortsætter helt til Tuenno, hvor turen rundt om Brentadolomitterne er fuldendt. Vi fortsætter igennem en 2 km lang tunnel under bjerget for at nå et ørkenlandskab med sten fra dramatiske stenskred på begge sider af vejen. Målet er den smukkeste lille bjergsø Lago di Tovel omgivet af bjerge i 3.000 meter klassen på alle sider. Nedkørslen (8 km) herfra er alle mountainbikers drøm! Single tracket er konstrueret således, at man kører på kryds og tværs af dalen ned midt igennem de mange stedskred og forbi de smukkeste bassiner med krystalklart og smaragdgrønt vand.
Ottende dag: Hjemrejse.
For yderligere information kan Bike Italien kontaktes direkte: joachim.jerichow@bikeitalien.com . Fastnetstelefon: 0039-0457580515 eller mobil: 0039-3496576683.