MTB-Brasilien, 2016

 

MTB-Brasilien, uge 44-46

Periode: Torsdag d. 3. november - Torsdag d. 17. november 2016.

Foreløbigt program (selve rejsedagene kan variere med +/- en dag).

Så er vi klar med et nypudset (omend foreløbigt) program til den eksotiske eventyrcykelrejse i det sydlige Brasilien med de uigennemtrængelige regnskove til alle sider, farvestrålende dyreliv og brølende vandfald? I år tager vi en overnatning i selveste Rio de Janeiro, som festlig afslutning på alletiders cykelekspedition, og du vil få mulighed for at stå ved Cristo Rendentor og skue ud over en af verdens flotteste byer kun få måneder efter, at der har været afholdt Olympiske lege!

På denne rejse har du muligheden for at blive for Latinamerika, hvad Dr. Livingstone var for Afrika! Vores ekspedition på jagt efter eventyrlige cykelspor i Brasiliens sydlige region vil tage fart fra den 3/11 til den 17/11 2016. Husk matchet, pusterør, forgiftede pile og slanger, jungle-dæk, lian-handsker, lappegrejer og pandelampe! Glem venligst mobiltelefonen...

Vi starter vores ekspedition i Florianopolis, som er hovedstaden Brasiliens sydlige provins, Santa Catarina. Den velhavende by, der ligger på en ø kun 600 meter fra fastlandet, er mest kendt for sine over 100 forskellige strande og flittigt benyttet af brasilianerne som et ferieparadis.

Det er netop fra en af disse eksotiske bountystrande, at vi, efter at have fyldt cykelskoene med Atlanterhavssand og energidepoterne med kolde energydrinks, vil pumpe dækkene med den friskeste havluft, fylde vanddunkene til randen med mineralindholdigt kildevand og sadle mennesket bedste ven - de fyrrige og utålmodige mountainbikes - for derefter at følge kompasnålen stik vest på vores mission for at finde øst-vest-passagen igennem regnskoven m.m. til verdens 8. vidunder, vandfaldet Cascate di Iguazu, verdens flotteste vandfald, som er så smukt, at mange mener, at der har været indblanding udefra i skabelsen!?

På vores rejse igennem fjerne nationalparker, hvor mountainbiking endnu er et særsyn, vil vi helt naturligt komme i kontakt med den brasilianske folkesjæl, se fremmedartet naturlig skønhed og opleve et væld af eksotiske fugle og dyr, som vi end ikke vidste eksisterede... for slet ikke at nævne alle insekterne!?

Efter en første cykeldag med afslappende og akklimatiserende zamba-cykling langs Atlanterhavskysten, indledes ekspeditionen til nationalparkerne Parque Camino Europeo og Terra das Cachoeiras Gigantes ad små grusveje praktisk talt uden trafik med skiftende omgivelser i form af regnskov, græsningsarealer og landbrug. I de små landsbyer, vi kommer igennem, hvor børnene leger på gaden foran husene, imens forældrene passer deres kvæg og høster soyabønner og bananer, besøger vi den lokale kirke og tager en snak med iværksætterne, som har deres produktion ud til vejen.

Terrænet er bakket og bevægeligt og skifter dagligt karakter. Fra grusvejene opleves regnskovens mange farver, dufte og lyde på nært hold, men for at få stemningen helt ind under huden, indlader vi os på nogle spektakulære vandreture, hvor vi rigtigt kan røre og føle og blive smurt ind i junglens mangeartede bestanddele. Vandreturene bringer os til en serie af de mest fantastiske vandfald, som man kan drømme om, indhyldet i regnskovens eventyrlige kontekst, dramatiske, smukke og op til 200 meter høje.

Vi overnatter på små hoteller og familieejede, rustikke pousadas - en slags agriturismo, der selv producerer en del af deres råvarer, som man kender dem fra Italien – flere af dem har sågar swimmingpool, så vi kan få vasket støvet m.m. af! En af de første dage bringer os forbi Latinamerikas længste svævebane, hvor man kan "flyve" i vandret position kun få meter over trætoppene og fornemme regnskovens summende liv. En aften tager vi på Bike-Bar og spiser lokal brasiliansk mad serveret af lokale mountainbike're, der også underholder med lidt musik. To aftenener slår vi til Søren med brasiliansk Churascho kød, som er noget af lækreste kød, man kan sætte tænderne i.

En aften tager vi på nattetur i junglen, hvor vi iført pandelamper og/eller lommelygter går/kører en tur i junglen efter mørkets frembrud! Uden at love noget kan vi være heldige at se dyreliv, som vi ellers ikke ville have set! Stemningen i mørket med underlige, udefinerbare, uhyggelige, junglelyde over, under og én er noget ganske særligt skal jeg hilse og sige!

Efter ni dages eventyrlig cykling ankommer ekspeditionen, (hvis regnskovens guder vil det) til Foz di Iguazy, hvor de sidste forberedelser foretages inden mødet med verdens 8. vidunder, Cascate di Iguazu. Vi overlader vores skæbne til lokale stifindere og lister os over grænsen til nabolandet Argentina, hvor vi følger randen af lodrette skråninger til de brølende vandtæpper af rasende vand, der nødtvunget styrter sig i afgrunden! De værste vågehalse kan, for rigtigt at forstå, hvilke kræfter, der er i spil, når inferno’et af 1.756 m3 vand i sekundet rammer selveste il Gargante del Diablo (djævlens strube), iføre sig vandskyende ponchoer (og redningsveste) og lade sig fragte i store gummibåde til selve strubehovedet, hvor man i bogstaveligste forstand kan stikke en finger i vandtæppet og føle raseriets knurren!

”Poor Niagara” udbrød Elenora Roosevelt ifølge legenden, da hun for første gang så dette storslåede naturlige vidunder – Amerikas stolthed blev hurtigt forklejnet i sammenligning med Iguazu, hvis faldhøjde er op til 32 meter højere (82 m) for ikke at nævne bredden af vandtæppet på 2,7 km., hvor Niagara slet ikke kan være med.

Fra Foz di Iguazu flyves tilbage til Rio de Janeiro, hvor ekspeditionsafslutningen fejres på behørig vis med en dukkert i de frådende bølger på Copacabana-stranden, imens solbrune og letpåklædte brasiliaske skønheder slændrer forbi de muskuløse brassere, der spiller fod-volley i det stegende sand! Vi overnatter ud til selve stranden og skal selvfølgelig op og se den pragtfulde udsigt fra Cristo Rendentor figuren, der skuer ud over Atlanterhavet og/eller Sugarloaf klippen, den 800 meter høje klippe, der regnes som vartegnet for Rio. Det er frit for deltagerne at bestille ekstra overnatninger i Rio. Vi skal bare vide det, inden vi køber flybilletterne.

Priser:

Pris pr. person (14 dage)
20.995 kr.
Leje af mountainbike for hele perioden
1.000 kr.
Tillæg for enkeltværelse (kun for kvinder, der rejser alene) pr. nat:
150 kr.
Sygdomsafbestillingsforsikring
395 kr.

Prisen indholder: Fly tur/retur til Rio de Janeiro, to indenrigsflyvninger, 11 overnatninger med helpension + en overnatning i Rio de Janeiro, al transfer i bus, entré til nationalparker (inklusive Iguazu), tur med tog til Cristo Rendentor, drikkevand til dunkene, guide, rejseleder, følgebil og chauffør.

Ikke indeholdt i prisen: Alle drikkevarer (pånær drikkevand til dunkene), cykeltransport/cykelleje, tillæg for enkeltværelse, rejseforsikring, reservedele og eventuelle eksterne reparationer af medbragte cykler, svævebane (frivillig), måltider i lufthavne, drikkepenge., aktiviteter i Rio (ud over Cristo Redentor), samt evt. ekstra overnatninger i Rio.

Rejseplan: Udrejse: København – Rio de Janeiro – Florianopolis: Hjemrejse: Foz di Iguazu - Rio de Janeiro – København. De præcise tidspunkter for flyafgange vil blive sendt ud, når de første flybilletter er købt.

Rejseleder: Cykelrejsen har dansk rejseleder og brasiliansk guide og chauffør.

Program: Cykelprogrammet er delt imellem to nationalparker i det sydlige Brasilien. Efter en afslappende tur langs Atlanterhavet, cykles fire dage i Parque Camino Europeo. På syvendedagen transporteres vi i bus til Terra das Cachoeiras Gigantes, hvor vi kører den første etape samme eftermiddag. Vi fortsætter endnu tre dage i nationalparken med de flotteste vandfald. Vi afslutter rejsen med to cykelfri dage, hvor den første går med transport til Foz di Iguazu. Dernæst vandfaldene ved Iguazu, hvor der er program hele dagen.

Cyklingen: De daglige cykelruter ligger på 30-110 km. Terrænet er bakket, men der bliver ikke tale om bjergkørsel i den forstand. Højeste punkt er 1100 m. Længste stigning er 9 km. Underlaget er fortrinsvist grusveje i god stand og en smule asfalt.  Samlet distance er 510 km fordelt over ni cykeldage med i alt 9580 højdemeter (maks. 1700 hm på en dag).

Forudsætninger og forberedelse: Turen henvender sig til begyndende motionister (som minimum) – altså folk, der kører regelmæssigt på cykel (racer eller mtb) for cyklingens skyld. Tidligere kendskab til mountainbike-kørsel er ikke noget krav. Deltagerne bør forberede sig målrettet med længere ture 1-2 gange om ugen. Den daglige rytme er afslappet med mange stop og opsamlinger. God tid til fotos og spontane pauser, hvor vi kan komme i kontakt med lokalbefolkningen, se på dyr eller glædes over den flotte natur iøvrigt.

Overnatning/hoteller: Vi har håndplukket og afprøvet alle de hoteller og pousadas, vi benytter. God standard uden at være luksus. Flere har swimmingpool. Flere nætter overnatter vi i de såkaldte pousadas, som er en slags familieeget husmandssted álá de italienske agriturismo’er. Alle overnatningssteder har som minimum varmt vand og siddetoiletter på værelserne. En enkelt nat sover vi på flersengsværelser (mænd og kvinder for sig).

Helpension /forplejning: Rejsen er arrangeret med helpension, så hver aften skal vi bare sætte os til rette – så bliver aftensmaden serveret! To aftensmåltider får vi muligheden for at sætte tænderne i det berømte brasilianske kød, Churascho. Den daglige menu er hyppigst kød, kylling og grøntsager som bønner og majs. Til frokost spiser vi sandwiches eller lign. med frugt til. Morgenmaden varierer lidt fra sted til sted, men indeholder alt, hvad vi skal bruge til cyklingen. Ofte ret overdådige buffet'er med både sødt og salt, kage og frugt.

Bagage og følgebil: Bagagen transporteres i vores følgebil (bus), som under hele ekspeditionen vil være inden for rækkevidde. Her kan man tage sig en slapper, hvis man føler sig utilpas eller bare træt. Vi medbringer i øvrigt et par ekstra cykler til nødstilfælde. Det er en god ide at medbringe en lille rygsæk til de ting, man kan få brug for i løbet af dagen.

Cykler: Vi råder folk til at leje cyklerne i Brasilien. Undtagelsesvist kan men medbringe sin egen, men vi kan ikke garantere, at cyklerne når frem. Eventuelle omkostningerne i forbindelse med transport egen cykel skal deltagerne selv betale. Hvert flyselskab har sine regler, så det er for tidligt at spå om, hvad evt. cykeltransport kommer til at koste. Cykelleje koster 1.000 kr. for hele perioden. Deltagerne er selv ansvarlige for vask og smøring af lejecyklerne efter de daglige etaper. Eventuelle skader på lejecyklerne påført af deltageren selv, erstattes af deltageren. Gælder ikke skader forårsaget af almindelig slid og brug.

Klima: Klimaet i den Brasiliens sydlige region er subtropisk imodsætning til det meste af resten af Brasilien, som er tropisk. Som udgangspunkt er her fugtigt og varmt, men vi har med vilje valgt november, hvor den gennemsnitlige nedbør kun er omkring 110 mm fordelt over ni regnsvejrsdage/måned. Vi ankommer i starten af sommeren, og gennemsnitstemperaturerne vil ligge på omkring 27 grader med ca. 8 daglige soltimer. Nattetemperaturerne ligger gennemsnitligt omkring 17 grader.

Visum: Laves i lufthavnen ved ankomst.

Vaccinationer: Statens Serum institut anbefaler vaccinationer imod Difteri, Tetanus, Hepatitis A og Gul Feber (vigtig).

Tilmelding: Foretages på tilmeldingsiden (se menu).

Program:

1. dag: Florianopolis-Florianopolis. Efter tilpasset cyklerne køres en afslappende etape langs Atlanterhavet. Området er kendt for dets eksotiske strande, som vi vil undersøge nærmere. Der bliver tid til at sunde sig lidt efter den lange rejse med en dukkert i det salte vand og en behagelig lur i det varme sand. Ca. 20 km, 200 hm.

2. dag: Florianopolis - Timbo. Efter en morgentur på cykel, hvor vi skal se et resort for havskildpadder og bade i kæmpebølger, transporteres vi i minibus fra Florianopolis til Timbo, som er hovedbyen i Parque Camino Europeo. Overnatning: Hotel m. swimmingpool. Ca. 167 km i bus. 35 km, 550 hm.

3. dag: Timbo – Pomerode - Indial. Vi kører igennem bakkede regnskovsområder med sporadiske rismarker, Palmito plantager og Eucaliptus træer langs vejen. På vejen kommer vi forbi de sødeste små hvidkalkede kirker med flotte ornamenter på gavlen. Hotel med swimmingpool. Underlaget er grus. 95 km, 1190 hm.

4. dag: Indial - Rodeio – Doutor Pedrinho. Vi stopper ved Sydamerikas længste svævebane, hvor dem, der har modet, kan prøve enten siddende eller liggende i vandret position. Vi kommer også forbi den mærkværdige englepark, Parco dei Angeli, hvor en kunstner har bygget 70 kæmpestore engleskulpture (en for hvert familiemedlem). Overnatning på en hyggelig pousada. Deltagerne bliver desuden testet med turens første længere bakke på 5 kilometer incl. et par skrappe passager. 68 km, 1120 hm.

5. dag: Doutor Pedrinho – Palmeiras. Dagens etape bringer os til turens første kæmpevandfald, Veu de Niova (brudesløret), der med sine 80 meter set nedefra virker meget imponerende! Der fortsættes igennem adskillige bananplantager, over en mærkværdig hængebro og forbi to smukke søer, hvor farvestrålende eksotiske blomster spejler sig i et sandt farveorgie. Med flotte Eucaliptus-træer langs vejene fortsætter vi igennem et bølgende bakkeområde med turens længste stigning på omkring 9 km (ca. 700 hm). Flere længere bakker med højeste punkt omkring 1100 m. Overnatning med pragtfuld søudsigt på familieeget pousada i flersengsrum med køjesenge. 76 km, 1100 hm.

6. dag: Palmeiras – Timbo. Vi kører det meste af dagen langs en brusende flod. På begge sider af floden virker regnskoven nærmest uigennemtrængelig, men af og til kommer vi igennem små klynger af huse med ryddede græsarealer og græssende kvæg. Afslutningsvist køres en kortere men relativt udfordrende stigning med op til 20%. Hotel med swimmingpool. 54 km, 670 hm

7. dag: Timbo - Prudentopolis - Salto San Joao - Prudentopolis. Vi indleder dagen med 332 km transfer i minibussen med cyklerne på taget til byen Prudentopolis i det brasilianske højland, Paraná. Målet er nationalparken Terra das Cachoeiras Gigantes, hvor vi får mulighed for at opleve det ene smukke vandfald efter det andet i nærmest paradisiske omgivelser. Efter frokost, når vi en eftermiddagstur på ca. 32 km med udsyn til de vidunderlige vandfald: Salto Sao Joao og Salto Sete, som vi skal se både fra oven og fra neden. Overnatning hotel. 32 km, 300 hm.

8. dag: Prudentopolis - Salto Sao Sebastiao - Garuchao. Cyklingen fortsætter i Terra das Cachoeiras Gigantes. Vi passerer adskillige ortodokse landsbykirker (af ukrainsk oprindelse) samt floden Rio Sao Joao og en dyb slugt kaldet Canyon Rio Barra Bonita på vej til endnu to kæmpevandfald, Salto Sao Sebastiao og Salto Mlot, som falder ned på hver sin side af en dramatisk kløft! Vi klatrer (til fods) ad vanskeligt tilgængelige, små stier ned igennem junglen (fed tur!) for at opleve et sandt inferno i bunden, hvor vandfaldene vælter ned på begge sider (2 timer). Overnatning på pousada i Garuchao. Om aftenen tager vi på nattetur i med lygter for at se de vilde nattedyr og al krybet! 75 km, 1100 hm.

9. dag: Garuchao - Salto Sao Francesco - Guarupuava. Efter omkring 20 km nås Salto Sao Francesco, der med sine 197 m er et imponerende og ubeskriveligt flot vandfald! Vi forcerer junglen til fods for at nå til bunden. Den videre vej går igennem mere landlige omgivelser med mange soya og majsmarker til Guarupuava, en større by med ca. 200.000 indbyggere. Vi tager på Bike-Bar og lader os opvarte af de lokale mountainbikere, der serverer dejligt brasiliansk kød akkompagneret af levende musik. Super måde at lære brasilianerne at kende på samt udveksle røverhistorier om MTB-rejser, løb og præstationer! Overnatning hotel. 55 km, 900 hm.

10. dag: Guarupuava - Foz di Iguazu: Dagens program ligger endnu ikke fast. Kan det lade sig gøre ligesom sidste år, vil vi deltage i en MTB manifestation sammen med de lokale MTB-ryttere med start på den lokale politistation. En absolut fornøjelig aktivitet og en halvteknisk og sjov rute, som klart fortjener gentagelse! Men datoerne ligger desværre ikke helt fast endnu. Skulle det glippe, tager vi istedet til verdens næststørste dæmning, Taupu, som leverer 15% af Brasiliens samlede strømforsyning og 70% af Paraguai's. Et imponerende bygningsværk! Dagen inkluderer ca. 430 km i bus. Overnatning i Foz di Iguazu. Hotel med swimmingpool.

I alt ca. 510 km, 9580 hm. + 400 højdemeter til fods!

11. dag: Hele den tolvte dag bruger vi som turister ved de kolossale vandfald i Iguazu (Argentina-siden) fra 9.00-18.00. Følger de små stier og trappeafsnit, hvorfra vandfaldene kan beskues fra snart alle sider, oppe og nedefra. Dem der har lyst kan sejle med de store og meget bevægelige 40-personers gummibåde frem i Djævlens Strube, hvor vandfaldene brager ned på begge sider. Iført regnoverslag og redningsveste kommer man skæbnesvangert tæt på de buldrende vandmasser!

12. dag: Fly fra Foz di Iguazu til Rio de Janeiro. I Rio skal vi først og fremmest se Christo Rendentor (inkl.) og Copacabana-stranden, men det er også muligt at tage op med liften til den karakteristiske Sugarloaf-klippe. Overnatning Copacabana.

13. dag: Hjemrejse fra Rio de Janeiro til København. Vi bestræber os på at få et sent fly, så vi har så meget tid i Rio som muligt!

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

Bike Italien
joachimjerichow@hotmail.com
0039-3496576683

 

 

 

 

 
   

h

Det berømte churascho kød

Fotos: Eugenio Obber ©